Hent baggrundsnotatet "Den Kolde Krigs anlæg" - Kulturstyrelsen
Hent baggrundsnotatet "Den Kolde Krigs anlæg" - Kulturstyrelsen
Hent baggrundsnotatet "Den Kolde Krigs anlæg" - Kulturstyrelsen
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Kulturstyrelsen</strong> 2013. ”<strong>Den</strong> <strong>Kolde</strong> <strong>Krigs</strong> Anlæg”.<br />
7. Systemerne i det danske koldkrigsforsvar<br />
Fra 1950 opbyggedes inden for rammerne af NATO-samarbejdet et dansk forsvar, som<br />
trods skiftende kommandostrukturer, militære doktriner og en rivende teknologisk<br />
udvikling igennem perioden ikke grundlæggende ændrede sammensætning eller opgaver.<br />
Forsvaret og krigsberedskabet udviklede sig gennem perioden til at være et vidtforgrenet<br />
parallelt system, som kunne aktiveres, hvis katastrofen skulle indtræffe, og som kom til at<br />
udvikle sig med sin egen dynamik.<br />
Udgangspunktet i det militære forsvar var opfattelsen af Warszawapagten i øst som den<br />
klare mulige fjende, som gav Danmark en vigtig strategiske placering ved ind- og<br />
udsejlingen til Østersøen i umiddelbar nærhed af den opfattede fjende. Danmark kom<br />
derved til at ligge i NATO’s yderste linje mod Warszawapagten, og det kom gennem hele<br />
perioden til markant at tegne dansk forsvars opgaver og sammensætning samt<br />
relationerne til partnerne i NATO.<br />
Uanset de skiftende danske politiske forbehold over for NATO skete der gennem hele<br />
perioden en stadigt stigende integration af danske styrker med NATO på såvel det<br />
strategiske som det operative niveau. Dermed kom også en stigende fælles opgaveløsning,<br />
som gav det danske forsvar en række særlige opgaver inden for NATO-samarbejdet,<br />
upåagtet landets særlige nationale interesser og forbehold. Det blev således også et<br />
grundvilkår for dansk forsvar, at dele af styrkerne i tilfælde af en krise eller en krig ville<br />
blive afgivet til NATO-kommando og blive indsat uden for landets grænser.<br />
Til trods for en meget bevidst politisk styring af sikkerheds- og forsvarspolitikken og<br />
integrationen med NATO kunne forsvarets styrker gennem hele perioden gribe til våben<br />
på eget initiativ, hvis man blev angrebet. Kongen udstedte i 1952 en forordning, som gav<br />
det danske forsvar denne mulighed for – uden yderligere godkendelse – at imødegå et<br />
angreb med alle til rådighed stående midler. Baggrunden var naturligvis ønsket om ikke at<br />
opleve en situation som ved det tyske angreb den 9. april 1940, men forordningen skulle<br />
frem for alt modvirke et eventuelt kommunistisk kup. Reelt betød forordningen dog, at<br />
enhver dansk kommandør selv kunne vurdere, hvornår en krig var i gang, hvilket de facto<br />
kunne sætte alle politiske beslutningsprocesser ud af spillet og i sidste ende udløse en<br />
verdenskrig. <strong>Den</strong> kongelige forordning var gengivet i alle soldaterbøger og var ophængt på<br />
alle tjenesteder og mindede om det enorme ansvar, der lå på de styrker, der i hele<br />
perioden var i et meget højt beredskab. 54<br />
Store dele af det danske forsvar sad nemlig i den skarpeste ende af NATO. Landets<br />
placering og nærheden til Warszawapagten kunne i givet fald betyde, at man kun havde få<br />
minutters varslingstid i tilfælde af et angreb fra søen eller i luften. Som udgangspunkt var<br />
forsvaret dog indrettet efter, at der inden et krigsudbrud ville være en eskalation af en<br />
krise mellem magterne med en gradvis optrapning og aktivering af det civile og militære<br />
beredskab under totalforsvaret.<br />
7.1 Totalforsvarets struktur<br />
Totalforsvarets struktur og opgaver udsprang af civilforsvarsloven i 1949 og hærloven af<br />
1950, og blev suppleret med lov om det civile beredskab i 1959, som samtidig var<br />
grundlaget for rollefordelingen mellem det militære og de forskellige civile elementer i<br />
civilforsvaret, politiet og det civile beredskab og mellem staten, regionerne og<br />
kommunerne. Tilsvarende var det militære forsvars opgaver fastlagt i lovene vedrørende<br />
forsvarets ordning, som løbende blev revideret op gennem perioden. Endeligt skabtes<br />
først under Statsministeriet og fra 1962 under Indenrigsministeriet et<br />
koordinationsudvalg, som med deltagelse af de relevante ministre og embedsmænd<br />
kunne koordinere totalforsvarets indsats. Formålet med denne organisering var dels at<br />
skabe en central koordination og politisk kontrol af beredskabet og totalforsvaret, dels at<br />
54 Se eksempelvis Søværnets Operative Kommando: Grundbog for orlogsgaster (1976)<br />
33