SPROG TIL TIDEN RAPPORT FRA ... - Kulturministeriet

48 SPROG TIL TIDEN
KAPITEL 3
Yderpunkterne i parallelsprogsbegrebet er i den ene ende et urealistisk
rigidt krav om, at alle fag og uddannelser dubleres på dansk og
engelsk, og i den anden ende den reelt ganske uforpligtende tilstand,
hvor universiteterne f.eks. uden begrundelse kan vælge kun at udbyde
uddannelser, studieelementer og undervisningshold på engelsk.
Midterintervallet er den aktionsradius, som giver forskellige universiteter
og uddannelser mulighed for at agere, både i forhold til de
udfordringer, globaliseringen medfører specifi kt for dem, og i forhold
til det danske samfunds behov og øvrige relevante hensyn.
De danske universiteter er meget forskellige i størrelse og faglig
bredde. For monofakultære, teknisk-naturvidenskabelige universiteter
som f.eks. DTU og ITU er udfordringerne væsentlig forskellige
fra de udfordringer, der møder fl erfakultære universiteter med faggrupper
også inden for kulturbærende hovedområder (humaniora
f.eks.), og som uddanner kandidater til specifi kke funktioner i det
danske samfund (gymnasielærere, læger, jurister, journalister m.fl .).
Parallelsprogspolitikken skal derfor være fl eksibel nok til at kunne
spænde over de forskellige sprogpolitiske behov, forskellighederne
måtte medføre.
Ikke dublering af alt
Der skal foregå relevante aktiviteter på både dansk og engelsk, og
det skal sikres, at hverken dansk eller engelsk marginaliseres på
de danske universiteter. Men parallelsproglighed skal altså ikke
praktiseres således, at al undervisning og uddannelsesaktivitet skal
dubleres.
Fornuftigvis skal kravet om parallelsproglighed kun gøres gældende
over for enheder af en vis betydelig størrelse, og hvor det i øvrigt
giver mening; kravet skal ikke nødvendigvis hævdes over for enhver
uddannelse. Det er således oplagt, at universiteternes fællesuddannelser
med internationale universiteter må være internationalt
orienteret og derfor fuldt ud på engelsk. Derudover kan der f.eks.
være tale om enheder, som er så små, at det ikke vil være muligt at
sikre fl ersproglighed, eller om faglige specialer, hvor der ikke fi ndes
forskere, der kan undervise på dansk. Der kan omvendt være tale
om faglige områder/enheder, hvor det simpelthen ikke giver mening
at uddanne til højeste niveau på engelsk (f.eks. dansk jura, nordisk
sprog og kultur, andre sprog end dansk og engelsk, journalistik, teologi,
dele af uddannelser med nationalt praksisfelt såsom lægeuddannelsen
m.fl .).