1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Bo Jacobsen: En uddannelsessociologisk analyse • 135
»En egentlig empirisk gennempi øvning (af BJs teori, FG) ville betyde ganske omfattende
historiske og komparative undersøgelser af forskellige højere uddannelsessystemer.« (s. 107)
Og det kan enhver jo se der ikke kan blive tale om, så den faktisk udførte empiri har ikke
karakter af »efterprøvning«. Undersøgelsen skal primært »tjene den videre teoriudvikling«,
sekundært« tilbageføre til samtiden en aktuel og teoretisk forankret beskrivelse og forståelse
af aktuelle forhold i danske løse og faste uddannelsesstrukturer.« (s. 108)
På den ene side kan teorien ikke (endnu) efterprøves på virkeligheden, på den anden side
»ligger (der) heri en fare for blot at få selvbekræftelse og ikke tilstrækkeligt modspil fra det
empiriske materiale.« (s. 109)
Det problem løser Bo Jacobsen ved et både og:
»Det empiriske materiale vil blive opdelt og organiseret, så det belyser de teoridele og teorispørgsmål,
det er vigtigt at få belyst, men der vil også blive lagt vægt på at fremstille de empiriske
fund i samlede helheder.« (s. 109)
BJ tildeler dermed den empiriske konfrontation med virkeligheden mindre falsificerende
kraft end man f.eks. gør det i traditionel positivistisk forskning. Alligevel spøger positivismens
idealer (som det også ses i citatet ovf.) så meget at BJ forsøger at opfylde traditionelle
krav om validitet og repræsentativitet (s. 113 og s. 125 f)-
Men repræsentativ for hvad?
»I danskstudiet foretoges udvælgelsen (af hvilken undervisning observatørerne skulle
overvære) i samarbejde med institutbestyreren. Under en gennemgang af undervisningstilbudene
afmærkedes de, der kunne siges at være typiskefor den nyere undervisning
i danskstudiet«. »I danskstudiet fulgtes fire undervisningshold, hver fem observationsgange
(å 2-3 timer).« (s. 112) (min udhævning).
På basis af fire andendelshold og en interview-undersøgelse, hvis gehalt jeg kommer tilbage
til, udtaler Bo Jacobsen sig om »De højere uddannelser mellem teknologi og humanisme«.
På basis af to psykologistuderendes rapporter fra »syv forelæsninger, fem eksaminatorier,
fire øvelser og to »kollokvier«« (s. 112) karakteriseres lægestudiet ved Københavns Universitet.
Selv på BJs egne præmisser - »empiri som støtte for teoriudviklingen« - må undersøgelsen
karakteriseres som spinkel. Værre bliver det naturligvis hvis man - som jeg - mener empiri
bør være et spændende sammenstød mellem fordom og »virkelighed«. Der er udvalgt skævt,
de observerende er endog selv humanister (hvorfor de f.eks. ikke kan observere i medicinstudiet
på samme måde som i dansk-studiet) og der er indskudt et unødvendigt led mellem
observatørerne og læseren ni. en undersøgelsesleder.
Hvis BJ havde gengivet egne indtryk fra et antal undervisningssituationer i de to fag med
den vægt indtryk nu engang har som illustrationsmateriale, havde jeg ikke haft noget at indvende.
Men her fremstilles observationerne som dækkende og de udnyttes i udarbejdelsen af
en almen teori for et ganske stort og varieret udsnit af »virkeligheden«. Men hvis ikke »virkeligheden«
kan falsificere i det mindste elementer i teoriudviklingen, hvordan kan man så
være sikker på at BJ i det hele taget har ret i alt det han hævder om f.eks. danskstudiet?
Her er vi fremme ved det grundlæggende fællestræk for spekulativt strukturalistiske arbejder.
Den »interne« teoriudvikling er rent logisk uden rekurrens til andet end anekdotiske
eksempler, når det går højt til andres teorier. Og empirien er ikke en operationalisering af de
udarbejdede kategorier (for de er rent analytiske), men har karakter af en »jordbundsprøve«