1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Morten Borup: Georg Brandes og Emil Petersen • 163
hundredskiftet artikel på artikel om løgn og uretfærdighed og om undertrykkelse af minoriteter
i Danmark, i Europa og i Asien. Selv mente han, at det måske ikke krævede dybsindighed
eller store evner, men »det er imidlertid for at Sligt skal siges, at et Folk har en Litteratur«
(Efterskrift til Samlede Skrifter bind XVII). Men hvad var egentlig det teoretiske
grundlag for denne holdning, den aktive disposition for frisind?
SMK giver svaret i tredie del af sin bog om humanislen (s. 131-81). »Den humanisme som
Georg Brandes repræsenterer skulle hermed være bestemt og beskrevet, både ved hans afvisning
af den passive positivisme, den stive rationalisme, den filosofiske dualisme og kristendommen,
og ved hans tro på det aktive menneske, det hele menneske, naturenheden, fornuften,
hans dyrkelse af den hellenske ånd og slægtskabet med noget af den jødiske.« (s..179).
Man kan være enig eller uenig, men er det ikke - trods alle tillægsbestemmelser - en noget
usaltet etikettering? Citatet viser en tendens fra afsnittet om liberalisten, som i »humanisten«
bliver til manér; gennemgangen glider fra det ene emne til det næste: Georg Brandes i forhold
til aktivisme, pessimisme, rationalisme, naturalisme, intellektualisme og religion. Man
savner hypotese og syntese, forsøget på afslutningsvis at samle tingene komplekst sammen,
så de enkelte elementer ordnes ind i forhold til hinanden og under et grundsynspunkt. På
samme måde gælder det, at bogens tre Brandes'er ikke forbindes med hinanden; indholdsmæssigt
refererer de ikke til hinanden og yder forbløffende lidt til den indbyrdes forståelse.
Så vidt som den i begyndelsen anførte enhed i Georg Brandes' person og værk rækker, så
vidt er det en pædagogisk bog, jævnt og tilgængeligt skrevet, fri for vilkårlige og fikse konstruktioner,
klar i opbygningen og pålidelig i detaljen. Men kun så vidt. »Georg Brandes er
en af de store mænd som det lille Danmark med rette kan være stolt af at have frembragt og
som vi burde kende og påskønne langt mere end tilfældet er«, lyder bogens første ord og
dens anlæg binder påskønnelsen til meningerne; men »Det at en Litteratur i vore Dage lever,
viser sig i, at den sætter Problemer under Debat.«
Per Dahl
Georg Brandes og Emil Petersen. En Brevveksling udgivet af Morten Borup. Lademanns
forlag 1980. 360sider. 188,- kr.
»Han var en af de faa«, skrev Brandes i 1905 om Emil Petersen, »jeg fuldt ud har kunnet
kalde Ven; jeg mindes ham med en dyb Følelse af Taknemmelighed som den eneste, der under
min Ungdom og Manddom besad min ubetingede Fortrolighed.«
Med udeladelse af ganske enkelte har Morten Borup nu udgivet 169 af de breve, som i
årene 1862-1889 blev vekslet mellem de to venner; overraskende nyt bringer de ikke, men de
efterhånden »klassiske« kendsgerninger, bekendtskaber og rejser repeteres med variationer
og perspektivskift, som endnu en gang får læseren til at leve med uden at kedes eller trættes.
Nok er beretningerne hverken så brogede eller mangfoldige som i brevene til forældrene,
Brandes blænder ikke; til gengæld reflekterer han udførligere over sin publike placering og
skriver mere direkte end noget andet sted om de erotiske forhold, han viklede sig ind i og ud
af, ofte med Emil Petersen som den tålmodige, overbærende ven og juridiske rådgiver.
Man har for sig ikke kun en monolog, men begge parters breve i en ubrudt, intim dialog.
»Du havde som Yngling noget af det Sværmeri jeg havde Brug for« skrev Brandes senere til
Emil Petersen, som på sin side hilste breve fra Brandes usigeligt velkomne. »Du ægger og
vækker og holder vaagen alt det, eller rettere den Smule, der er i mig af godt og stort, af aan-