1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

154 • Anmeldelser
for kan det undre læseren, at forfatteren rask væk affærdiger Kun en Spillemand ved at sige,
at det arketypiske kun har en illustrativ værdi, ikke erkendelsesværdi. Hvis det er dannelsesromanens
banale krav om en opløsning af konflikterne i det dennesidige, der spøger i forfatterens
tanker, når han affærdiger Kun en Spillemand som analytisk i sit væsen i modsætning
til Improvisatoren, der er mytisk, så er der al anledning til at overveje, om ikke dannelsesbegrebet
trænger til en revision.
Det er muligt, at hele mytebegrebet bryder sammen på en modsætning mellem psykologisk
viden og indsigt og metafysisk ontologi. Det gjorde det bl.a. for Kierkegaard, medens
det for Andersen stadig er digterisk gyldigt. Religiøs og digterisk erfaring gik i eet for ham.
Jeg er heller ikke sikker på, at de tanker, der rører sig i Christians far i bogens slutning, og
som af Mylius betegnes som et skrabud for tidens almindelige tænkemåde, ikke rummer essensen
af, hvad H.C. Andersen anså for god teologi. Jeg er ikke klar over, om ikke Andersen
var mest mytisk, hvor han var mindst dannet. Myten er jo ikke blot et udtryk for helhed,
nærvær, sammenfald af det individuelle og det højeste almene (typen) - myten er tillige
et udtryk for splittelse og fald, endeløs strid mellem modsætninger, kamp og undergang.
Når To Baronesser og At være eller ikke være med rette får betegnelsen dannelsesromaner,
så hænger dette altså sammen med, at de har et præcist defineret dannelsesmål, og at målet
bliver nået; men det bliver de ikke mere mytiske af. De er, som forfatteren selv siger det,
besværgelser af romantikken, velmente defensorater, i en virkelighed, der var præget af materialisme.
At være eller ikke være er den mest regulære dannelsesroman Andersen overhovedet
har skrevet - og den mindst overbevisende. Det er nemlig rigtigt, at H.C. Andersen
manglede tillid til den forsoning i livet, som er så fundamental for dannelsesromanen. Han
siger rent ud, at dette kun er muligt i eventyret, men at virkeligheden i historien (romanen)
stiller forsoningen ud i det hinsidige.
Jeg har altså svært ved at fatte, at modsætningen mellem myte og roman kan opfattes
alternativt. Der er snarere tale om et dialektisk forhold - en vekselvirkning, hvori de to modsætninger
gensidigt udfylder hinanden. På samme måde er der også et dialektisk forhold mellem
dannelse og myte. Dannelsen forudsætter, at mennesket på et tidspunkt af sit liv identificerer
sig med sine rationelle impulser og overtager sit eget liv. Det mytiske derimod viser
hen til irrationelle kræfter i og udenfor mennesket. Det er en skjult struktur, der som en
skæbnemagt binder mennesket til et forløb, det ikke selv har valgt. Denne skæbnetænkning
fortsætter ud over romantikken og ind i naturalismen. Når Mylius på s. 247 hævder, at
Aladdinkomplekset er et dansk bidrag til den moderne mytologi, som de tyske romantikere
drømte om at skabe, så må man give ham ret; derimod er det ikke rigtigt, at de forfaldsromaner,
som naturalisterne skrev, i eminent grad er antimytiske. Tænk blot på hvilken rolle
Aladdin spiller for Herman Bang i Haabløse Slægter. Temaet: slægtens forfald og degeneration
er nemlig også et mytisk tema, der helt ser bort fra »den optimistiske syntesetænkning«,
der efter Mylius' opfattelse hører sammen med dannelsesromanen.
Der er altså ikke noget indlysende forhold mellem myte og dannelsesroman, men det mytiske
er tilstede i det nittende århundredes romaner - også dér, hvor man mindst venter at
finde det. For H.C. Andersenforskningens vedkommende må spørgsmålet om, hvad H.C.
Andersen var i sig selv som kunstner, tænker og menneske stadig være vigtigere at få besvaret
end spørgsmålet om, hvad vi kan bruge ham til i den socialiseringsproces, som er dannelsestænkningens
forudsætning. Der er så mange fine iagttagelser og analyser i Mylius'bog,
som gør den særdeles læseværdig, men den er mere optaget af sit bevidsthedshistoriske
ærinde end af den kunstneriske sammenhæng, som findes i selve forfatterskabet.
Niels Kofoed