1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Erik Skyum-Nielsen: Ideologi og æstetik • 169
I den æstetiske fascination i hans sene prosa er der »en dynamisk, erkendelsessprængende
insisteren på erfaringen. I dette peger hans digtning fremad«.
ESNs afhandling er en grundig og dybtgående læsning af denne vigtige del af Branners forfatterskab
og som nævnt forbilledlig i metodisk bevidsthed og klargøring, både i projektets
fremlægning og i dets gennemførelse. Fremstillingen forekommer dog stærkest i det tekstnære
analysearbejde, mere kortfattet og enkel i de senere sammenfatninger.
Specielt kan man være skeptisk over for det afsluttende synspunkt. Ikke over for konflikten.
Det er overbevisende påvist, at der er en fundamental modsætning mellem bevidsthedens
insisteren på voksen etik, individuation, og stilens regressive bevægelse. Men over for
den positive vurdering af denne skrivning, som i historisk bevidsthed skulle være forud for
den moralske livsanskuelsesdebat.
Det er ikke i sig selv en kvalitet at være forud, så sandt som historien ikke altid er en udvikling
til det bedre. En vurdering må indregne, hvad nye skrivemåder benyttes til.
ESN påviser, at Branners stil samtidig med »drømmens grænseoverskridende funktion«
har »drømmetekstens uafsluttede karakter - den når aldrig frem trods de mange tilløb. Derfor
den rytmiske svingen mellem at sanse sig ind i en sammenhæng, glide bort fra den og
sanse sig ind i en ny«. Dermed bliver teksten et sted at være. Der går ingen veje derfra ud i
omverdenen.
Når ESN kalder dette positivt og fremadpegende, hænger det måske sammen med en problematisk
forståelse af såvel 1960'er-modernismen som den lyriske genres særpræg.
1960'er-modernismen er karakteriseret med henvisning til Niels Ole Finnemann: Modernismens
erkendelsesteoretiske problematik 1972, hvis hovedgrundlageren problematisk læsning
af Rifbjergs Camouflage, fremlagt i parafrasens form. Og redegørelsen for Branner-stilens
lyriske karakter bygger på nogle /kWf/Ar-artikler af Knud Wentzel.
Her karakteriseres både 60'er-modernismen og den lyriske genre ved, at »den vågnende tilbøjelighed
holdes svævende under bevidsthedstærskelen: så længe man er lige ved, fremkalder
enhver sansning en pirrende bevægelse i kanten af bevidstheden«.
Det er rigtigt, at den lyriske tekst ikke som den episke omsætter erfaring i handling over
for omverdenen. Men det er absolut ikke rigtigt, at den lyriske tekst ikke kan hæve en erfaring
frem i dagklar bevidsthed - heller ikke at 60'er-modernismen ikke tilstræbte dette.
ESN henviser til slut til Per H øj holt: Cézannes metode 1967 som udtryk for skriftdigtningens
teori og skriver: »Hvad han (Branner) deler med Per Højholt er den totale fetichering
af det fra socialiteten isolerede litterære værk, som dog i sin yderste konsekvens er en
åbning af teksten for læseren på trods af kunstens grænsesættende produktionsforhold.
Også Branners kunst nærer denne utopi om fælles autentiske oplevelser der lader sig bearbejde
og anvende«.
Dette sidste er dog så kort antydet, at sammenhængen ikke er tydelig. Er der ikke for lidt
galskab, for lidt energi, i Branners skrivning til denne sammenstilling? Stilen er nok rablende,
men ikke provokerende - skuffer ikke den elitære læsers forventning.
Er det ikke rigtigere at se Branner-stilen som en forlængelse af den ideologiske uafklarethed,
som i øvrigt præger forfatterskabets sene fase?
Man kunne her have gået nærmere ind på, hvordan disse Europanoveller til stadighed
bringer halvt skjulte hentydninger til hinanden og også til mange af de tidligere noveller - i
stadig omfortolkning, oftest gående ud på, at det som endnu stod fast dengang, nu må forkastes
som heller ikke bæredygtigt. Ikke mindst i Bjergene møder man vrangformede stumper