1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Bo Jacobsen: En uddannelsessociologisk analyse • 139
som »lidelse« og »undertrykkelse« (begreber der strengt taget virker fremmede for den videnskabsteoretiske
position BJ har valgt):
»Mens lægestudiets mange fag, eksaminer, tids- og pensumkrav, regler og obligatoriske
kedsomhed lægger sine mange kasser ned over folk og bestemmer tilværelsen
for den enkelte, så er danskstudiet formentlig præget af for stor opløsthed. Måske
det er fraværet af en struktur, der ville muliggøre fælles, forpligtende og betydningsfulde
aktiviteter, der karakteriserer danskstudiets elendighed.« (s.341).
Her gik jeg og troede at de studerendes materielle forarmelse var den væsentligste årsag til
lidelser, at arbejdsløshed og pædagogikum-begrænsninger som fremtidsperspektiv kunne
være elendighed nok. Men det her ser ud som om kuren bare er en ny studieplan.
Er det fordi 1975 alligevel var bedre end 1981 er, eller skyldes den næsten naive tiltro til
studiets struktur som determinerende at BJ generelt overvurderer universitetets virkning på
de studerende?
Jeg er tilbøjelig til at mene det sidste.
Når man læser at lægestudiet kræver obligatorisk tilstedeværelse i et helt år samt 700 timer
fordelt over det øvrige studieforløb (s. 137) muliggør det en tolkning af forskellen mellem
danskstuderende og lægestuderende som slet og ret en social klasseforskel. Men til trods for
referencer til Basil Bernstein synes klasseforskelle ikke at have BJs interesse. Det kunne dog
ellers være det var forklaringen på en række af de stilistiske variationer i interviewsvarene,
som BJ tror har kognitive konsekvenser.
Faghistorien
Men historien kan også bruges til at verificere eller falsificere påstande om en bestemt sammenhæng
mellem niveauerne.
Jeg har nævnt, at Thomas S. Kuhns teori om »Videnskabens revolutioner« spiller en rolle
i denne bog. Bo Jacobsen synes ikke at være i tvivl om at danskfaget er i krise. En sådan krise
er karakteristisk derved at en række paradigmer eller rettere paradigmekandidater kæmper
om (magten i) faget.
Bo Jacobsen fastslår allerede på s.45 at Kuhns betydning for teoriudviklingen bl.a. ligger i
at »studiefagets indholdsstruktur synes i vidt omfang at være underlagt videnskabsfagets
indholdsstruktur«. Men i praksis sluttes der omvendt: BJ har ikke toretaget nogen selvstændig
undersøgelse af den til danskstudiet svarende videnskabs paradigmeforhold i
1970'erne.
Det ville da også blive svært. Danskfaget betjenes bl.a. af en række institutter som hver
for sig forvalter en 'disciplin' der - lige som obstetrik og pædiatri - er defineret ved sit indhold:
navneforskning, dialektforskning, oldislandsk litteratur, men først og fremmest er det
den store grimme vælling af os fra institut for nordisk filologi der underviser danskstuderende.
Hvad er vores videnskabsfag? Er det lingvistik og litteraturvidenskab med nordiske
eksempler? Hvorfor så ikke undersøge disse videnskaber som en helhed? Og er vores videnskab
midt i en Kuhnsk krise? BJ går ud fra det som en selvfølge eller som en følge af den udprægede
valgfrihed vores gældende studieplan opererer med.
Hvis det sidste var et hug- og stikfast kriterium, skulle vi være på vej mod en normalvidenskabelig
periode i og med at en samlet lærerforsamling i skrivende stund er gået ind for en ny
studieordning byggende på en fælles obligatorisk første del. Problemet er bare at ingen alene