1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

152 • Anmeldelser
kritikere er ved at dele riget imellem sig, således at vi til sin tid kan få to former for litteraturhistorieskrivning
: en materialistisk-realistisk og en mytisk-idealistisk.
De to alternative holdninger kan efter forfatterens opfattelse føres tilbage til en fælles basis
i 1830'erne, hvor det modernistiske syndefald finder sted og romangenren for alvor
etableres herhjemme. Mylius' arbejde med H.C. Andersen udspringer altså ikke af interesse
for dennes kunstneriske egenart, men af omhu for den overordnede tradition, dannelsesromanen.
»Andersen er valgt til studieobjekt, fordi alternativerne mødes i hans forfatterskab«.
Det er efter min mening en dårlig begrundelse, fordi realisme og fantasi, roman og eventyr,
nok aldrig har fremstået som alternativer for H.C. Andersen selv. Den opsplittede virkelighed
var ikke hans problem på samme måde, som det har været vort. Når Mylius derfor hævder:
»Det er en kendsgerning, at Andersen var et splittet og vist nok også et ulykkeligt menneske,
og det er akcepteret af mange, at han i samme mål var en splittet og kaotisk forfatter«
så rummer dette udsagn kun den halve sandhed.
Derefter går forfatteren over til at give en kortfattet skildring af romanens tilblivelse i
Danmark som publikums foretrukne genre. Med udgangspunkt i tysk filosofi og æstetik
(Hegel - Vischer - Lukåcs) søger han at fastslå, at romanen skal være et moderne, borgerligt
epos, der skildrer virkeligheden og samfundet, men uden at give afkald på poesien. Romanen
opfattes således som en erkendelses- og udtryksform, der ikke blot afspejler det omgivende
samfund, men tillige rummer digterens længsel efter helhed. Som en sådan stræben
efter en sammenhængende tilværelsesforståelse skal »det mytiske« forståes. Imidlertid må
det nok understreges, at begreberne myte og mytisk ikke er entydige begreber. Det mytiske er
her anskuet som en bevidsthedskategori, der danner et alternativ til analysen og erfaringen.
Dette er nok rigtigt, men det er også en kendsgerning, at mytebegrebet har sin egen historie,
og at filosofferne og digterne har været meget uenige om dets anvendelse. Mytetænkningen
er nok en del af traditionens indhold, men mytens betydning som redskab for erkendelse er
blevet anfægtet, sålænge den har eksisteret. Når disputatsens forfatter derfor fører Hegel i
marken som den af de tyske æstetikere, der klarest sammenfattede tendenserne i århundredets
æstetik, så må man dertil indvende, at Hegel ikke i sin filosofi iøvrigt tillagde det mytiske
nogen afgørende betydning. Da Søren Kierkegaard skrev sin disputats Om Begrebet
Ironie .. benyttede han de posthumt udgivne forelæsninger af Hegel om myten hos Platon.
Ifølge Hegels tankegang er den mytiske fremstilling hos Platon ikke en gevinst, men en kilde
til misforståelse. Filosofemer er tanker, der kan bringes i overensstemmelse med hinanden,
hvorimod myten henvender sig til fantasien. Myten er kun en didaktisk fremstillingsform,
der nok kan anvendes som udgangspunkt, men som samtidig bevirker en forurening af tanken
: »Ist der Begriff dann erwachsen, so bedarf er der Mythe nicht mehr«.
Det er for mig et spørgsmål, om H.C. Andersen overhovedet har haft et forhold endsige
noget kendskab til indholdet af den tradition, som disputatsens forfatter ridser op i sine indledende
kapitler. Den lange redegørelse for Hegels og især Steffens' synspunkter på myten
som redskab for erkendelse og den universalhistoriske redegørelse for menneskehedens udvikling
fra Mytologisk tid over Heroisk tid til Historisk tid vidner nok om, at universalromantikkens
begreber blev introduceret i Danmark i 1802, men rejser tillige spørgsmålet om,
hvorvidt Steffens overhovedet har haft nogen direkteindflydelsepåH.C. Andersen. Hanhar
nemlig ikke således som Kierkegaard og Grundtvig foretaget indgående studier i mytebegrebet,
og han anvender ikke myten som en selvstændig bevidsthedskategori; men han havde
tidens almindelige indsigt i græsk og nordisk mytologi og brugte denne viden som referenceramme
for sin digtning. Myten er ikke for H.C. Andersen det samlende udtryk for et menneskes,
et folks eller en kulturs selvforståelse. Den ny Aladdin, som forener tro og viden, blev