1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Bo Jacobsen: En uddannelsessociologisk analyse • 137
godt med sine elever og det vil sige, at han er i stand til enten at hæve klassen op på sit eget
niveau eller også gå ned på elevernes niveau...« hvilket reduceres formelt-semantisk til:
»x implicerer (y eller z)« og tælles som en implikationsrelation.
Derimod tolkes medicinersvaret: »En der kan dels give indtryk af hvad der er eksamensrelevant,
klinikrelevant og hvad der er krydderi og så skal en god lærer kunne aktivere folk
på en naturlig måde...« som typisk additiv tænkning i grundformen: »x og y og ...« (s.277).
Der foregår her en reduktion af ytringer til formelle strukturer, men spillereglerne for den
er ukendte og beviskraften følgelig tvivlsom. (I Engberg-Pedersen og Gregersen, 1976 findes
en kritik af Basil Bernsteins lignende analyser).
Nu er det klart, at de adspurgte netop har oplevet forskellige lærertyper, her tror jeg i det
mindste BJ har ganske ret: Medicinernes lærere har ikke i almindelighed det forhold til de
studerende som en hel del (men ikke alle) lærere på danskfagets 2.-del har til »deres« studerende.
Hvis vi altså akcepterer, at de interviewede udtrykker forskellige holdninger er det
ikke samme indhold der organiseres i svarene. Man kan derfor ikke på grundlag af disse svar
slutte noget om tænkningens struktur uden at have en teori om, hvordan samspillet mellem
kognitiv struktur og kognitiv substans kommer sprogligt til udtryk. Visse problemer løses,
på grund af deres velkendthed eller blot deres plausibilitet, nemmere end andre selv om det er
»samme kognitive struktur« der skulle aktiveres (Hermann og Gregersen, 1978, s.38ff).
Bo Jacobsen synes end ikke at have gjort sig klart, at der her er et problem: Der er i referencelisten
ikke een eneste henvisning til litteratur inden for området kognitiv psykologi.
Metodiske problemer
Det der analyseres er et udsnit af et udsnit af 2. dels dansk-studerende i 1975s svar på spørgsmålet
: »Hvad forstår du ved« en god lærer«?«
Der er altså tale om, at man først operationaliserer de højere uddannelser som dansk- og
medicinstudiet. Dernæst operationaliseres danskstudiet til at være en række skriftlige oplysninger
af typen studieplan og bekendtgørelse for humanistiske eksaminer og personelt til at
være alle 2.delsstuderende immatrikuleret i 1971 og 1972. Så repræsenteredes disse i alt 114
personer ned til 20 (tyve) interviewpersoner af hvis svar Bo Jacobsen valgte at skrive 1 (eet)
ud. Dette materiale (20 svar fra dansk, 20 medicinske) analyseredes sprogligt ved bl.a. at
tælle udtrykket »øh«s forekomsttal. I betragtning af at udtrykket »øh«s hyppighed er en
simpel funktion af den valgte udskrivningsteknik, navnlig dens konsistens, måtte det være
rimeligt, at vi fik noget at vide om hvilken udskrivningskonvention BJ har fulgt. Ikke et ord
får vi. Og på basis af optællinger som disse slutter så BJ, at den centrale modsætning mellem
løs og fast struktur slår igennem i de studerendes måde at tænke på.
I øvrigt: Selv om så de danskstuderende sagde »ikke?« for hveranden sætning, ville det
ikke vise noget som helst andet end at denne udprægede mode-indikator gav det og det udslag
dengang. Mig bekendt kan man ikke finde nogen sprogforsker der for alvor vil hævde
at det efterstillede »ikke?« kun betyder det BJ tror:
»Når man siger »ikke?« kontrollerer man, at de andre følger med i samtalen, og at
de akcepterer det, man siger.« (s.272)
Hvis det var rigtigt, skulle der svares på et »ikke?« hver gang det blev sagt. Og det bliver der
jo ikke, vel?
Interviewmaterialet giver oplysninger om de studerendes oplevelse af studieforholdene.
Disse »subjektive« data supplerer BJ med den såkaldte observationsanalyses objektive data.