1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Erik Skyum-Nielsen: Ideologi og æstetik • 167
Erik Skyum-Nielsen: Ideologi og æstetik i H.C. Branners sene forfatterskab. Udgivet
med støtte af Statens humanistiske forskningsråd. Gyldendal 1980.
Det er almindelig kendt, at der skete ændringer i H.C. Branners forfatterskab, efter at krigsårenes
erfaringer kom til. Også at situationen havde karakter af en krise i forfatterskabet.
Det er Erik Skyum-Nielsens påstand, at litteraturen om Branners forfatterskab hidtil ikke
har klarlagt denne krise tilfredsstillende, og at dette kan forklares udfra begrænsninger i
Branner-fortolkernes metodiske tilgang.
ESN fremlægger derfor sin egen metodiske synsmåde, som er en kombination af
en immanent værkanalyse på nykritisk grundlag,
en Aage Henriksen-inspireret moralsk-kritisk analyseform, der ser teksterne i en eksistentielt-psykologisk
sammenhæng - og
en kritisk analysepraksis, der inddrager synspunkter og modeller fra semiologisk
tekstteori, psykoanalyse, historisk-materialistisk socialisationsteori og marxistisk
litteratursociologi, herunder teorierne om borgerlig offentlighed.
Idet digtningen således ses som »æstetisk produktion af ideologiske bevidsthedsformer«, bliver
det muligt at forstå de indre modsigelser i forfatterskabet.
Krisen består i en oplevet konflikt mellem menneskebilledet i forfatterskabets forkyndelse,
og de erfaringer forfatteren gjorde »i arbejdet med skrift og papir«. Dette kommer til udtryk
i, at fortælleform, stil, hele den kunstneriske skrivning, i stigende grad anfægter det
overordnede ideologiske mønster i forfatterskabet. Og krisen er ikke et mellemspil, »den er
selve det sene forfatterskabs formel«.
Således fremlægges ESNs projekt i håb om, at det vil føre til et andet billedeaf forfatteren.
ESN foretager derefter en indgående analyse af essayet Et grædende barn 1946 og af seks
noveller, sammenstillet af ESN under betegnelsen »Europa-noveller«: Sidst i August (To
Minutters Stilhed 1944), Sidsteskib, Døden varer saa længe og Vandring langs floden (Vandring
langs floden 1956), Bjergene (Bjergene 1953) og Skrevet i vand(Ariel 1963).
I alle disse tekster er en kunstner på rejse i Europa, oftest sammen med en kvinde, sin
kone. De omhandler identitetsproblemet, virkelighedsproblemet og krisens udspring i anden
verdenskrig som begivenhed i den enkeltes tilværelse, og de rummer flere tidsplaner, før og
nu, fortalt med stigende anvendelse af »bevidsthedsstrøm«. De er ifølge ESN »fra forfatterens
side tænkt som en sammenhæng«, en tværgående linje gennem det sene forfatterskabs
bogudgivelser.
ESNs bog kan - ved siden af dens primære forehavende at belyse Branners forfatterskab -
ses som et forbilledligt metodisk skoleridt, en demonstration af den bredt anlagte metodiske
tilgang, der blev fremlagt til indledning, sådan at man som læser på intet tidspunkt ei i tvivl
om, på hvilket grundlag der ræsonneres.
Som eksempel kan nævnes en stilanalyse af et udsnit af Bjergene, som foretages forud for
den udførlige novelleanalyse. Stilanalysen rummer først en strukturanalyse, derefter en psykologisk
stilanalyse, derefter et afsnit om stil og socialitet med underafsnit om forhold til
tid og rum, logik, de-socialisation, og endelig en behandling af stilen under synspunktet teksten
som vare og stilen som offentlighedsform. Stilanalysen afslutte med en tese-formule-