1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

More documents

Recommendations

Info

152 • Anmeldelser kritikere er ved at dele riget imellem sig, således at vi til sin tid kan få to former for litteraturhistorieskrivning : en materialistisk-realistisk og en mytisk-idealistisk. De to alternative holdninger kan efter forfatterens opfattelse føres tilbage til en fælles basis i 1830'erne, hvor det modernistiske syndefald finder sted og romangenren for alvor etableres herhjemme. Mylius' arbejde med H.C. Andersen udspringer altså ikke af interesse for dennes kunstneriske egenart, men af omhu for den overordnede tradition, dannelsesromanen. »Andersen er valgt til studieobjekt, fordi alternativerne mødes i hans forfatterskab«. Det er efter min mening en dårlig begrundelse, fordi realisme og fantasi, roman og eventyr, nok aldrig har fremstået som alternativer for H.C. Andersen selv. Den opsplittede virkelighed var ikke hans problem på samme måde, som det har været vort. Når Mylius derfor hævder: »Det er en kendsgerning, at Andersen var et splittet og vist nok også et ulykkeligt menneske, og det er akcepteret af mange, at han i samme mål var en splittet og kaotisk forfatter« så rummer dette udsagn kun den halve sandhed. Derefter går forfatteren over til at give en kortfattet skildring af romanens tilblivelse i Danmark som publikums foretrukne genre. Med udgangspunkt i tysk filosofi og æstetik (Hegel - Vischer - Lukåcs) søger han at fastslå, at romanen skal være et moderne, borgerligt epos, der skildrer virkeligheden og samfundet, men uden at give afkald på poesien. Romanen opfattes således som en erkendelses- og udtryksform, der ikke blot afspejler det omgivende samfund, men tillige rummer digterens længsel efter helhed. Som en sådan stræben efter en sammenhængende tilværelsesforståelse skal »det mytiske« forståes. Imidlertid må det nok understreges, at begreberne myte og mytisk ikke er entydige begreber. Det mytiske er her anskuet som en bevidsthedskategori, der danner et alternativ til analysen og erfaringen. Dette er nok rigtigt, men det er også en kendsgerning, at mytebegrebet har sin egen historie, og at filosofferne og digterne har været meget uenige om dets anvendelse. Mytetænkningen er nok en del af traditionens indhold, men mytens betydning som redskab for erkendelse er blevet anfægtet, sålænge den har eksisteret. Når disputatsens forfatter derfor fører Hegel i marken som den af de tyske æstetikere, der klarest sammenfattede tendenserne i århundredets æstetik, så må man dertil indvende, at Hegel ikke i sin filosofi iøvrigt tillagde det mytiske nogen afgørende betydning. Da Søren Kierkegaard skrev sin disputats Om Begrebet Ironie .. benyttede han de posthumt udgivne forelæsninger af Hegel om myten hos Platon. Ifølge Hegels tankegang er den mytiske fremstilling hos Platon ikke en gevinst, men en kilde til misforståelse. Filosofemer er tanker, der kan bringes i overensstemmelse med hinanden, hvorimod myten henvender sig til fantasien. Myten er kun en didaktisk fremstillingsform, der nok kan anvendes som udgangspunkt, men som samtidig bevirker en forurening af tanken : »Ist der Begriff dann erwachsen, so bedarf er der Mythe nicht mehr«. Det er for mig et spørgsmål, om H.C. Andersen overhovedet har haft et forhold endsige noget kendskab til indholdet af den tradition, som disputatsens forfatter ridser op i sine indledende kapitler. Den lange redegørelse for Hegels og især Steffens' synspunkter på myten som redskab for erkendelse og den universalhistoriske redegørelse for menneskehedens udvikling fra Mytologisk tid over Heroisk tid til Historisk tid vidner nok om, at universalromantikkens begreber blev introduceret i Danmark i 1802, men rejser tillige spørgsmålet om, hvorvidt Steffens overhovedet har haft nogen direkteindflydelsepåH.C. Andersen. Hanhar nemlig ikke således som Kierkegaard og Grundtvig foretaget indgående studier i mytebegrebet, og han anvender ikke myten som en selvstændig bevidsthedskategori; men han havde tidens almindelige indsigt i græsk og nordisk mytologi og brugte denne viden som referenceramme for sin digtning. Myten er ikke for H.C. Andersen det samlende udtryk for et menneskes, et folks eller en kulturs selvforståelse. Den ny Aladdin, som forener tro og viden, blev
Johan de Mylius: Myte og Roman • 153 aldrig taget alvorligt af andre end digteren selv. Grundstørrelsen i hans liv er eventyret, ligesom Aladdin er en eventyrfigur - og ikke en mytisk skikkelse, fordi eventyret fra Tusind og een Nat ikke, således som hævdet af Mylius (s. 199), er genuint mytisk stof. Svagheden ved Mylius' opfattelse af myten og det mytiske er, at han udvider begrebet til at omfatte det meste af, hvad der har med identitet, helhed og billedtænkning at gøre - altså uden nærmere indholdsbestemmelse. Mytisk er alt, hvad der ophæver modsætningen mellem billede og refleksion, ligefra den sublime erkendelse af tilværelsens indre sammenhæng og til stilfigurerne i sproget. Faren for en trivialisering og udvanding af begrebet lurer lige om hjørnet. H.C. Andersen vidste udmærket, at »den mytiske tidsalder« var forbi. Hans kunst er, således som forfatteren omhyggeligt gør rede for det, et forsøg på at forene romantik og realisme i en højere enhed. Hele livet igennem forsøgte han at bygge bro over nogle modsætninger i sit eget væsen og i forhold til den verden han levede i; men han var ikke nogen konsekvent supranaturalist eller mytesmed. Myterne kommer ind i hans digtning, fordi de var en del af hans dannelse. De var simpelthen en stofkilde, som han benyttede. De har indgået som en åbenlys eller skjult referenceramme for al kunstnerisk udøvelse, og de vandrede ind i romanen som en skjult struktur, da den historiske skole i 1820'erne afløstes af den realistiske. Det mytiske kommer således til udtryk som momenter i den episke fremstilling og er tæt knyttet til det ubevidste sjæleliv. I seks store kapitler gør forfatteren rede for hver og een af romanerne. For Improvisatorens vedkommende analyseres hovedpersonen Antonios dannelse til kunstner, og hele bogens moralsk-kritiske analyse af barndommen og opvæksten ses som led i den trefasede udvikling, der er karakteristisk for dannelsesromanen. Mylius gør ikke meget ud af at se kunstnerromanen som en særlig form for dannelsesroman. Han foretrækker Goethes Wilhelm Meister for sammes Den unge Werthers Lidelser og undgår herved at behandle den særlige og meget nuancerede problemstilling, der ligger i den tætte sammenvævning af temaerne kunst, kærlighed og død; men det er en kendsgerning at kunstnerromanerne stiller dannelsesbegrebet op på en særlig måde og løser det på individets præmisser. Det er også betegnende, at hele tre af H.C. Andersens romaner - Improvisatoren, Kun en Spillemand og Lykke- Peer er kunstnerbiografier, medens det samtidig kun er den første af disse, der af Mylius akcepteres som fuldbåren dannelsesroman. Omvendt ser det ud til, at det mytiske i højere grad gennemtrænger Kun en Spillemand end det er tilfældet med Improvisatoren, hvori kun grottescenen tillægges afgørende mytisk betydning. Der er således i Mylius' tænkning over forholdet mellem myte og dannelsesbegreb nogle inkongruenser, som nok var en nøjere undersøgelse værd (jvf.s. 159). Fra myten som udtryk for sand identitet til myten som vrangbillede af virkeligheden, det er udviklingen fra Improvisatoren til Kun en Spillemand, siger forfatteren (s. 135), men samtidig er han ikke sikker på, om ikke slutningen af Improvisatoren stiller hovedpersonen i et tvetydigt lys. På s. 106: »Antonio finder skatten som en ny Aladdin og mystikernes indre lys i hulen og får siden i en dannelsesproces til opgave at genfinde sin drøm i virkeligheden«, men på s. 246 tales der om tvelyset i romanens slutning. Det er altså ikke Goethes dannelsesroman, men den specielle udformning til kunstnerroman, som romantikken dyrkede, der er bogens egentlige særkende; men hvorfor får vi så ikke en påvirknings- og genrehistorisk redegørelse for kunstnerromanens udvikling fra Novalis og Tieck over Oehlenschlager til Andersen? I Kun en Spillemand findes en hel række exemplariske situationer, lysthuset i haven, kirketårnet i Bregninge, Kildemarkedet og Christians vandring ved nattetide til Glorup slot, der har klare mytiske referencer. De er glimrende analyseret af forfatteren og set ind i romanens helhed; der-
Page 1 and 2:
danske studier 1982 Udgivet af Iver
Page 3 and 4:
Indhold Søren Peter Hansen, timel
Page 5 and 6:
Mellem rejseroman og udviklingsroma
Page 7 and 8:
Page 9 and 10:
Page 11 and 12:
Page 13 and 14:
Page 15 and 16:
Page 17 and 18:
Page 19 and 20:
Page 21 and 22:
Kierkegaard's Liter ary Production
Page 23 and 24:
Kierkegaards Literary Production by
Page 25 and 26:
110 . 100 ,, 90 80 70 60 er •o g
Page 27 and 28:
Page 29 and 30:
Page 31 and 32:
Page 33 and 34:
Page 35 and 36:
Strukturer i J.P. Jacobsen's Fru Ma
Page 37 and 38:
15. - :3 - ( - - - 1.) Strukturer i
Page 39 and 40:
Page 41 and 42:
Strukturer U.P. Jacobsen's Fru Mari
Page 43 and 44:
Page 45 and 46:
Page 47 and 48:
Page 49 and 50:
Strukturer i J. P. Jacobsen 's Fru
Page 51 and 52:
Strukturer i J. P. Jacobsen 's Fru
Page 53 and 54:
Afslutning Strukturer i J. P. Jacob
Page 55 and 56:
Ild og stof Perspektiver i Tom Kris
Page 57 and 58:
Ild og stof • 57 fra det moderne
Page 59 and 60:
Drømmebogen Ild og stof • 59 »M
Page 61 and 62:
Ild og stof • 61 Johannes er fore
Page 63 and 64:
Ild og stof • 63 kraften er grund
Page 65 and 66:
Ild og stof • 65 til et slagsmål
Page 67 and 68:
Ild og stof • 67 der sammen over
Page 69 and 70:
Ild og stof • 69 at virkeligheden
Page 71 and 72:
Ud og stof • 71 I visse måder er
Page 73 and 74:
16-tegns futharken og fonologisk te
Page 75 and 76:
16-tegnsfutharken og fonologisk teo
Page 77 and 78:
Page 79 and 80:
Page 81 and 82:
Page 83 and 84:
Page 85 and 86:
Page 87 and 88:
Modalpartikler og deres funktion i
Page 89 and 90:
Page 91 and 92:
Page 93 and 94:
(7a) Pi Modalpartikler og deres fun
Page 95 and 96:
Litteraturliste. Modalpartikler og
Page 97 and 98:
Oversigt over dansk litterær kvind
Page 99 and 100:
Oversigt over dansk litterær kvind
Page 101 and 102: Oversigt over dansk litterær kvind
Page 111 and 112: Lolliana • 111 danske ordsprog, d
Page 113 and 114: Om ordet ordsprog i dansk • 113
Page 115 and 116: Nogle folkevisebetragtninger • 11
Page 123 and 124: Til Helge Rodes »Det venezianske G
Page 125 and 126: Anmeldelser Holberg-Ordbog. Ordbog
Page 127 and 128: Holberg-Ordbog • 127 fx artiklen
Page 129 and 130: Erik Hansen og Nana Riemann: Modern
Page 131 and 132: Bo Jacobsen: En uddannelsessociolog
Page 143 and 144: Hans Frede Nielsen: De germanske sp
Page 145 and 146: Erik Hansen: Skrift, stavning og re
Page 147 and 148: Petter Dass: Samlede verker l-lll
Page 149 and 150: Petter Dass: Samlede verker I-HI
Page 151: Johan de Mylius: Myte og Roman •
Page 155 and 156: Keld Zeruneith: En Emil A arestrup-
Page 161 and 162: Sv. Møller Kristensen: Georg Brand
Page 163 and 164: Morten Borup: Georg Brandes og Emil
Page 165 and 166: Morten Borup: Georg Brandes og Emil
Page 167 and 168: Erik Skyum-Nielsen: Ideologi og æs
Page 169 and 170: Erik Skyum-Nielsen: Ideologi og æs
Page 171 and 172: Lise Loesch: Tamme fugle længes
Page 173 and 174: A rne Espegaard: Liv og sprog på L
Page 175 and 176: Replik • 175 et forbehold i vendi
show all

1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?