1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

172 • Anmeldelser
dre politisk præget digtning, der til slut forener sig med 30'ernes dominerende tendenser: det
syntese-søgende, fællesmenneskelige.
1 Sveriges-kapitlet er hovedfigurerne Par Lagerkvist, Artur Lundkvist og Gunnar Ekelof,
af hvilke ingen skriver digte, der (med forfatterens ord) er såvel proletarisk-revolutionære
som formelt nyskabende (s. 173). Snarere danner svenskerne i sammenhængen en linje fra
en maskulinitetsdyrkende æstetik i Lagerkvists og den tidlige Lundkvists ekspressionistiske
digte til en feminitetsdyrkende vitalisme hos Ekelof og den senere, surrealistiske Lundkvist.
Afhandlingen kan læses som historien om to store projekter, der begge stort set mislykkedes,
omend de-kom til at sætte sig mangfoldige spor i nordisk digtning. Det første projekt:
at forene kunst og liv i radikal eksperimenteren koblet til radikal praksis, lykkedes kun momentvis,
iflg. Lise Loesch især hos Broby, Momberg og Diktonius. Det andet: at skabe en
visionær, utopisk syntese af modernitet og menneskenatur, realiseredes aldrig, for det var
i sit anlæg umuligt, men spaltede sig i på den ene side futurismens krafthymner, på den anden
side-surrealismens biologistiske og til tider næsten kønsfascistiske besyngelser af krop-
. pen og den oprindelige, men af socialiteten undertrykte menneskelige natur.
At forklare eller diskutere denne dobbelte fallit har ikke været ærindet i Lise Loeschs bog,
der midt i al sin belæsthed forekommer underligt uengageret og distant. Optakten til kapitlerne
om de enkelte lande samt slutningen af indledningen giver ansatser til historiske og sociologiske
forklaringer, men disse følges ikke op og søges ikke samlet i det sidste, konkluderende
afsnit. Derimod får Lise Loesch via begrebet »den patriarkalske kultur« skabt en slags
ramme om sin kritik af mellemkrigstidens kønsideologi, omend hun stort set undlader mere
konkret at undersøge den patriarkalske ideologis manifestationer i den kønsspccifikke socialisering
og samtidens massekultur.
Afhandlingen skal fremhæves for sin klare dokumentation af, hvordan oprøret imod den
patriarkalske ideologi gennemføres inden for dennes eget rum - ved en forskydning fra det
positivt mandlige (kraft, aktivitet, styrke) til det positivt kvindelige (varme, passivitet, kærlighed,
omsorg, hengivenhed). Man kan dog kritisere, at analyserne ofte gør mere ud af det
tematiske og indholdsmæssige end af den æstetiske teknik, og at fortolkningerne mange steder
forsynes med overflødige forbehold: vendinger som »(...) får mig til at tro«, »(...) kan
tolkes som«, »(...) kan læses som«, »opfatter jeg som«, »ser jeg som« m.fl. bruges så tit, at
de bliver til refleksagtige forbehold over for det at tolke overhovedet.
Dette kan muligvis skyldes, at Lise Loesch ikke har afgjort med sig selv, hvorvidt hun vil
læse digterne inden for deres egen bevidsthedshorisont eller overskride denne. Det kønsrollekritiske
synspunkt i afhandlingen lægger op til forklarende symptomallæsninger der anvender
psykoanalysen som hjælpevidenskab, men denne mulighed lader Lise Loesch i det store
hele ligge. Omvendt reproducerer hun alt for venligt digternes selvforståelse, også når der
var anledning til at gå i dybden; f.eks. søges Tom Kristensens digte i høj grad læst inden for
den horisont han selv angav med »Den unge Lyrik og dens Krise« 1925 og »Kunst, Økonomi,
Politik« 1932, og Broby-Johansens Blod forsvares indigneret mod en symptomallæsning,
der bag digtenes voldsomme kritik af kapitalismen som voldtægtens og prostitutionens
system vil afdække et asketisk renhedsideal (Erik A. Nielsen i Ideologihistorie III, 1976,
s. 102-106).
Af æstetiske teoretikere henviser afhandlingen til Georg Lukåcs og Herbert Marcuse, men
ikke til f.eks. Theodor W. Adorno, hvis æstetik dog ellers er den vigtigste forudsætning for
Marcuses, eller til Walter Benjamin, hvis tanker om den kunstneriske teknik som produktionsmiddel
kunne have kommet fremstillingen af de formelle nybrud til gode. Derimod ud-