1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

148 • Anmeldelser
heri! - for deres gode samfundsmoral, hvor tyveri er ukendt (I s. 70), - altså en blanding af
lutherdom og syn for de ædle vildes ufordærvethed. Fiskerne kan Dass ikke lade være at beundre
for deres evige kamp mod naturen og mod kreditorerne i Bergen. Han er tydeligt solidarisk
med kystboerne. De landfaste bønder betragter han modsætningsvis med skepsis for
deres pukken på ejendomsret og lyst til juridiske trætter (I s. 54, jf. »Dale-Viise« I s* 127 f.),
med skarpt blik for den velstående selvejers kontrære psyke:« (..) Rusticus er et forunderligt
Diur,/Est du ham beleven, da er han dig suur,/Han napper, den sig monne klappe,/Men
napper du hannem, da klapper han dig«. Det er ikke Hans Kirk, der har opfundet den psykosociologiske
skelnen mellem fiskere og gårdmænd i nordisk litteratur!
Nordlands naturfænomener opregner Dass i et livfuldt katalog, med Arrebos »Hexaemeron«
1661 som forbillede (nævnt I s. 98). Han forklarer nogle (Flaver, 1 s. 31 f.), opgiver
andre (den evige is på et Rødøe-fjeld, 1 s.83) og behandler søslangen med redelig nøgternhed
: »Jeg haver ham aldrig med Øynene seet, / Begiærer ey heller den Ære« (I s.50).
Det store beskrivende digt har episk fart og sving: Dass tager sin læser med ud at ro (I
s. 35). Og fra skærgården igen ind til det faste land (I s. 53). Der blændes hele tiden op for
små anekdotiske situationer (Fjeldboens sildekøb, I s. 48; Greis på marked, I s. 62 ff.) eller
begivenheder i mands minde (hvaltyveriet, I s. 40; det store havari i Folda 1625,1 s. 30). Derimod
gives den historiske baggrund for Nordlands kultur ikke bortset fra to korte tilbageblik
(bautastenene og Hareck på Tiøtøe, I s. 75 f.; omtalen af Thore den Hund ved Stiklestad-slaget,
I s. 113), - dette til forskel fra den udpræget heroisk-historiserende landskabsdigtning
hos Norske Selskabs medlemmer i 1770'erne og fra romantikkens Norgesforgudelse.
Dass er forunderligt moderne ved at stå i sin egen tid og skildre hverdagenes gang.
Sin digtning karakteriserer Dass i de indledende digte: »Hvad Maader, Skik og Sæder,
/Som her beskrives hver for sig,/Gaar i sin' egne Klæder./Jeg haver ey stafferet dem,
/Med Glantz af fremmed Farve, /Men alting ført saaledes frem, /At hver sig selv kand arve.
/1 Verden øves selsomt Spil, / Best bider gammel Vane, / Men Folk maa giøre hvad de vil
/Saa galer dog min Hane./Vil derfor nogen blive vred,/Det er mig lige meget;/Jeg har
en god Samvittighed,/Saa har enhver sit eget« (1 s. 19). Han serverer udblødet sej, fladbrød,
spegeskinke og grød, fordi han »Var aldrig af fremmede Mester oplærdt, /En Suppe
paa Fransk til at koge« (I s. 21). Det svarer til den nogenlunde samtidige danske Jørgen Sorterups
holdning til antik mytologi og barok pragtstil i »Nye Helte-Sange« 1716. Måske er
det led i Dass' jævne tankegang, at »Nordlands Trompet« slutter uden egentlig løftelse i
kompositionen, da stoffet er udtømt. Det kan også forklares i digtningens stykkevise tilblivelse
(som der redegøres for i tidligere udgaver, men ikke i denne!).
Dass' verdslige lejlighedsdigte, hvoraf Julius Paludan i 1887 nærmest ville henregne adskillige
under kategorien lirekasseviser, er heller ikke uden gode pointer. »Confect efter
Maaltid« (I s. 137 ff.) er et skælmsk dåbsdigt om det lille ukendte menneske, der så uformodet
kom til bygden. »Sølvbergrimet« (I s. 162 ff.), et ironisk digt om det forventede økonomiske
opsving ved anlæggelsen af en malmmine i Nordnorge (med advarsler mod prisjobberi),
kunne med udskiftning af få ord anvendes på det 20. århundredes norske olieeventyr.
Den litterære »Censur over Anders Bording« fra 1706 rummer gode iagttagelser af danskerens
poetiske mesterskab: »Aarsagen er fordi / Hvert Ord der føris frem, / Een Geist der findis
i/Og har sin rette Klem./Det ikke tvungen er« (I s. 202). Og rimbrewekslingen med
Dorothe Engelbretsdatter (I s. 267 ff.) er et rørende vidnesbyrd om to beskedne digteres afsides
placering i litteraturen, Dorothe på grund af sit køn, Dass på grund af sin fjerne bopæl.
Et begravelsesdigt, »Liig Lagen« 1681, foregriber i ordsproglig formulering "Kingos gravskrift
over Niels Juel: »Her ligger den hvis ord och eed/I Sandheds Sold var sicted/Som