1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

146 • Anmeldelser
ligt« kan høre forskel på 7 k'er i kile, kæle osv., men indrømmer dog siden efter at de fleste
som ikke har fonetisk træning, nok slet ikke lægger mærke til at der er forskel mellem de 7
lyde.
Det andet retskrivningsprincip hos Erik Hansen er det morfematiske eller tegnkonstansprincippet,
det som kræver at ordroden staves ens i bøjningsformer, i afledninger og i sammensætninger
trods forskel i udtale, fx bage og bagværk, ikke »bawærk«. - Det trejde princip
er traditionen (= stabiliteten, kontinuiteten): det bryder med de to andre i tilfælde hvor
der er lang hævd for at skrive sådan, f .eks. de trods udtalen di, og groft trods ordroden grov.
- Erik Hansens stavningsprincip nr. 4 er det internationale hensyn; man burde nok snarere
tale om mellemsproglige hensyn, ikke mindst når det drejer sig om så nærstående sprog som
dansk, norsk, svensk, hvor betegnelsen international ikke virker naturlig. Forfatteren hævder
(s. 36) at enhver tanke om at opgive de stumme d'er må afvises ud fra et nordisk synspunkt
; men dette synspunkt hindrer ikke, tværtimod, at man tynder ud i de stumme d'er i
tilfælde hvor bogstavet ikke findes i det norske og svenske ord (en udførlig behandling er givet
allerede i 1946 af Karl Hårbøl i Sven Clausens Årbog for nordisk målstræv, 9, s. 145-53).
Det sidste ortografiprincip Erik Hansen behandler, kalder han det informative. Han sigter
hermed til visse formålsbestemte brud med traditionel stavning, såsom den lydnære skrivemåde
hos P. Sørensen Fuglholm. Her kunne Erik Hansen have nævnt det som O.C. Lendle:
Die schreibung der germanischen sprachen und ihre standardisierung (København 1935)
kaldte unterscheidungsschreibung; et eksempel i dansk retskrivning er viis som modsætning
til vis: alene for at undgå forvekslingsfaren bevarer man her et enestående tilfælde af dobbeltvokal;
Erik Hansen omtaler for resten på s. 77 et par andre forvekslingsforebyggende
stavemåder (f.ex. kanonér).
1 bogens midterafsnit gør Erik Hansen grundigt rede for de mange vanskeligheder i dansk
retskrivning som har gjort den til - efter hans mening - Europas næstsværeste. Med rette gør
han opmærksom på at de korte vokaler giver nogen af de sværeste problemer (om en vokal
overhovedet er kort og konsonantbogstav efter den derfor skal fordobles under bøjning, kan
give selv Erik Hansen problemer: s. 18: digrafer, s. 36 og 44: digraffer; terminologien kan
også volde kvaler: s. 63-64 tales der om morfologisk men menes vel morfematisk som s.
30-33). Han slutter afsnittet med en grundig analyse af »det berømtegjordt, som trods generationers
pædagogiske skrækkampagner stadig forekommer«, og konkluderer at eksemplet
viser »hvor mange mønstre og analogier der kan krydse hinanden og gøre det vanskeligt for
den skrivende at huske den korrekte form«.
I fjerde afsnit gennemgår Erik Hansen Retskrivningsordbogen fra 1955, med en kort indledning
om retskrivningsreformerne fra 1889 til 1948. Øverst på s. 71 hævder han at retskrivningsreformer
nu vedtages i Folketinget; her bør snarere stå: skal sandsynligvis godkendes
af Folketinget. Til s. 73 og 75: ordbogen bruger forkortelserne lo. og ubøjet., ikke »till.o.«
og »ubøjl.«. Det er heller ikke helt rigtigt (s. 76) at dansk ortografi ikke tillader nogen sammentrækning
(elision), som engelsk don't: 1955-ordbogen har værsgo ved siden af veer så
god, og en ny udgave må have sgu og sågu med (og måske tillade hvabehar ved siden af hvad
behager). Det er ikke, som der står nederst på s. 83, kun navne på bøger, kunstværker osv.
hvor ordbogen tillader at skrive alle betydningsfulde ord med stort, men egennavne i almindelighed,
f.ex. Det Kongelige Teater. Andre småting: Jupiter (s. 82) har i ordbogen (s. XVI)
kun ét -p-; eksemplet tilkende på s. 89 skulle ikke have været med på linje med f.ex. tilbage,
foran og omsider: det tilkende som ordbogen har i ét ord er verbet.
Bogens sidste afsnit hedder Norm og reform, og det rummer to underafsnit om talesprogsnormen
og den nyeste lydudvikling. Det er svært at være enig med Erik Hansen når han an-