1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Sv. Møller Kristensen: Georg Brandes • 161
forbindelse mellem det store og det små, men især vendte sig imod de urealistiske enkeltelementers
alt for direkte tilhørsforhold til hovedtanken. Endnu i 1877 kunne Brandes over for
Fr. Paludan-Mullers grundmenneskelige typisering fremhæve, at »de Digtere, hos hvilke det
Tilfældige spiller en vis Rolle, hæve sig ganske vist ikke saa høit, men de blive til Gjengjæld
ofte mere levende, mere indtagende; thi Tilfældet, det er det Bizarre, det gratiøst Overraskende,
den uberegnelige Uregelmæssighed.«
Som et andet fast greb i Brandes' kritiske praksis fremhæver SMK hans vist nok ubevidste
skelnen mellem kunstneren, der søger formfuldendthed, det skønne, - digteren, der med indbildningskraft
og menneskekundskab er virkeligheden tro og søger det sande, og endelig
tænkeren, der med sit uhildede totaloverblik og sin reformatoriske begejstring vil det gode.
Kimen til denne skelnen, som virkelig synes at fungere bag Brandes' kritiske vurderinger, ligger
i SMKs sidste bog, Den store generation (1974, s. 257-63); nu er den ført igennem, afklaret
og meget inspirerende demonstreret.
SMK fremhæver, hvordan differentieringen indgår i en sammensat vurdering, i et kompleks
af kritiske synspunkter, men helt uden systemtvang forløber demonstrationen ikke, og
det skyldes den upræcise omgang med forfatterskabets faser og udvikling; SMK undlader
at afklare de problemer, som er forbundet med at brede en opfattelse fra årene omkring 1883
ud over hele forfatterskabet. Digteren og seeren skal stå for retningen mod det sande, men
den lod tilfaldt i Brandes' tidligere år især den kølige, afslørende videnskab og kunne ikke
desto mindre falde sammen med det gode, den social-politiske reformbegejstring. Senere antog
videnskabelig tænkning og kritik for Brandes en mere produktiv form, hvor kritik ikke
alene var anvendt videnskab, men tillige en kunst, som gjorde den sandere; »thi ingen methodisk
Forskning kan give En Nøglen til en sammensat menneskelig Aand«, skrev Brandes
i forordet til Mennesker og Værker (1883); senere indarbejdede han forordet som en indvending
i afsnittet om Taine i Samlede Skrifter bind VII (s. 60). Dermed var en mere subjektiv
kritik givet fri, og Brandes blev, om ikke dengang så af en mere »videnskabelig« eftertid,
holdt dens omkostninger for øje. - SMK diskuterer (s. 67ff) Brandes' mening om den litterære
udvikling efter naturalismen, herunder modernismen i Frankrig og 90'ernes og århundredskiftets
danske litteratur; Pontoppidan undtaget var Brandes ikke udelt begejstret. Men
går man nu, hvad SMK ikke gør, til Brandes' tyske responsrum, så træder mere frugtbare
sider af den subjektive kritik frem. Brandes følte sig vel mere i slægt med gallisk ånd end
med nogen anden og stod i personlig forbindelse med mange af dens repræsentanter, men
nogen ind/lydelse udøvede han efter eget sigende ikke. Derimod fik han i slutningen af århundredet
ganske tætte forbindelser med det litterære miljø i bl.a. Wien (Schnitzler, Gomperz,
Beer-Hofmann, Hofmannsthal, senere bl.a. Stefan Zweig) og fik væsentlig indflydelse
på udviklingen af en psykologisk findelt og følsom indlevelsesæstetik, jf. også Freuds interesse
for Brandes.
SMK frakender kamptiden i 70'erne kunstneriske kriterier, tilsløret som de blev af ideologisk-politiske
vurderinger, og først i årene omkring 1883 mener han at finde den rene vare.
Men hvad der i 70'erne gjorde Brandes fremragende som kritiker var en sensibel og frugtbar
balance; til den ene side modstod han fristelsen til for tidlige synteser, til den anden side
holdt han angsten for ikke at blive forløst fra detaljernes frodige virvar tilbage, og i den balance
blev han ét med det levende liv, fri af den overleverede tradition og utvunget af nye
systemer. Og kriteriet blev da netop, at kunstværket gengav virkelighed i stedet for drømme
og dogmer, livet som kunstneren selv havde oplevet det. »Hvad der er blot Digtning i denne
Fortælling ... er uoplevet og derfor uinteressant. Hvad der kun er afskrevet efter Virkeligheden
... er som blot oplevet, ikke digtet, ligeledes uinteressant« hedder det i en ikke-optrykt
II