1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

168 • Anmeldelser
ring: »at Branners æstetiske teknik, som medium for den kunstneriske erfaring, i historisk
bevidsthed er forud for hans moralske livsanskuelsesdebat«.
Anvendelsen af bevidsthedsstrøm er den dominerende litterære teknik i den analyserede del
af forfatterskabet. Den er karakteriseret ved, at den oplevende person befinder sig i et passivt-vegeterende
forhold til omverdenen, stærkt modtagelig for sanseindtryk og erindringsassociationer,
men uden aktivitet eller ordnende vilje over for, hvad der melder sig.
»Der er i denne registrerende, bevidsthedsdæmpende stil det underfundige spil, at netop
sløringen af menneskelig aktivitet og bevidsthedsarbejde åbner for fortællerens sproglige
bearbejdning. Mens den sansende bevidsthed synker ned i en coma-agtig stemning, opbygger
sansningerne en konsistent sproglig struktur. Denne er dog ikke mere forskellig fra det
oplevende subjekt end at den skyr begreber og forklaringer for i stedet at søge symbolsammenhæng.
Stilen er ét med stemningen«.
Defgælder derfor, at teksten må »læses og tolkes på lyriske og ikke på episke betingelser«.
Novelleanalysernes mange iagttagelser kan ikke få plads her. Men et kort signalement af de
modsigelser som er i teksterne, mellem explicit (og episk behandlet) livsanskuelsesdebat og
implicit (lyrisk) tekstudsagn.
Den Brannerske humanisme med dens religiøst-mytiske overtoner drejer sig om mennesket,
»det nøgne menneske«, stillet over for kærligheden og døden i deres tidløshed. Troen
på kærlighedens og medmenneskelighedens identitetsskabende kraft svækkes og undergraves
- derom fortæller de episke forløb - men opretholdes ud i det absurde og tragiske.
Der er ingen explicit bevidsthed om, at også forestillingen om »det nøgne menneske« er
en ideologisk størrelse, indsocialiseret sådan som et samfunds og en klasses ideologiske oplevelsesformer
altid indsocialiseres gennem sproget. Hvad der forestiller at være en overspringelse
af dagligdag, socialitet og historicitet for at nå ind til det elementært »fællesmenneskelige«,
er en uforarbejdende forholden sig til krisens historiske og samfundsmæssige
karakter.
Men stilen siger noget andet, som en symptomal læsning kan afdække. Den rummer en regression,
en gradvis nedbrydning af bevidsthedens grundfunktioner, så teksten tenderer mod
sin egen opløsning, og »dens bevægelser på grænsen mellem bevidst og ubevidst, sproget og
det uudsigelige, er en skrift i neurosens grænseegne til psykosen.«
Dette kan forekomme negativt, men det kunne rumme muligheder. Det fører ned'i »primærprocesserne,
i det dyb hvor selve sproget bliver til som en måde at tilegne sig omverdenen
på«. Teksten kender »en erindringens vej, der går tilbage mod de tidligste konfliktskabende
driftsformninger, og hvis mulighed er en omtolkning af den personlige historie«.
Dette føres dog ikke igennem. Teksten bliver en friskrift, og erfaringer føres ikke udover
teksten. Det er en skrivemåde »der næppe er til at skelne fra krisens symptomer selv«.
Når ESN dog vurderer skrivningen positivt, er det med henvisning til den kritiske insisteren
der ligger i stilen - kritisk vendt imod »en virkelighedsopfattelse der berøver individet
dets oprindeligt sansende forhold til omverdenen«, og imod »de sproglige strukturer der formidler
tabet af autenti«.
KSN ser heri en pegen fremad mod 1960'er-modernismens erkendekessøgende skrivning
og videre mod 1970'ernes skriftdigtning.
Martin A. Hansen oplevede en lignende splittelse mellem villet forkyndelse og kunstnerisk
erfaring. For ham bestod løsningen i at opgive den fiktive produktion. Branner holdt ud.