1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Petter Dass: Samlede verker I-HI • 149
viget ey en nageis bred/Fra det han sig forplicted./Hans Ja vaer Ja och blev et Ja/Mand
kund sig paa forlade/Han gich ey sine Løfter fra/Waer det ham en til Skade« (I s. 293).
»Begravelses-Vise« 1701 over Dass' svigermoder er en både realistisk og allegorisk skildring
af den 80-åriges legemlige forfald med god og klar kristelig trøst (I s. 326 ff.). »Herr Jonæ
Gravskrift« 1671 (I s. 284 f.) giver Dass anledning til - med den uundgåelige bibelske parallel
til navnet - at forsikre, at druknede på dommedag skal opstå af havets bund og kaldes til forhør
såvel som de, der hviler i en kendt grav på landjorden, - nok en ofte nødvendig trøst over
for nordlandske fiskerenker.
Udgavens to sidste bind rummer Dass' kristelige poesi. Hans »Bibelske Viise-Bog«, trykt
1711, består af bibelballader mest fra Det gamle Testamente. De lutherske Katekismesange,
trykt 1715, gendigter og udlægger de ti bud, trosbekendelsens artikler, fadervor og dåbsog
nadversakramenterne, - enkelt, forståeligt, men uden videre digterisk særpræg. »Trende
bibelske Bøger«, trykt 1723, gengiver historien om Ruth, om Esther og om Judith i rimkrønikelignende
(dog ikke monologisk) stil; Dass fremhæver og forsvarer i indledningsdigtet
»Til Læseren« med yderligere eksempler fra Bibelen resolut handlende kvinder og deres
eftermæle i historien: »Hvi skulde Qvinder miste sit,/Du vil dog icke miste dit /Hvad du
har self forhvervet,/Saa bør ey heller Qvinders Roes/At graves ned i Myr og Moes/Og
ligge der fordærvet« (III s. 13). Som bekendt har Holberg en lignende fordomsfri vurdering
af kvinders evner på tværs af sin tids konventioner. Evangliesangene, skrevet 1674-81 og
trykt 1723, følger kirkeåret som en serie prædikener på - habile - rim. En ballade om Lazarus
og den rige mand (III s. 310 ff.) gør indtryk ved sine klare situationsrids, og i en vise
om Pharisæeren og Tolderen lader Dass den førstnævnte forsikre, at han skam betaler tiende
af al sin naturalieløn, selv af »hver et dilde-blad«, han sætter på sit bord, - en levendegørende
(og ubibelsk) detalje (III s. 345).
Som lyriker rækker Petter Dass hånden bagud til Lyschander og Bording og fremad til
Brorson og Stub, går altså stort set uden om den danske højrenæssance hos Arrebo og højbarok
hos Kingo. De to sidstes fantasirige orddannelser optager eller efterligner han ikke,
og han forsøger sig ikke meget i kunstfærdig veltalenhed eller pompøs sætningsbygning.
Sammenholdt med Arrebos »Hexaemeron« er Dass' bibelske vise »Om Skabelsen« (II s.
11 ff.) enfoldig og umiddelbart fattelig. Flere viser går på Kingoske versemål - »Far, Verden,
far vel« (I s. 353 ff., II s. 70 ff.), »Nu rinder soolen op« (III s. 298 ff.) - men de udfyldes
uden Kingos styrke. Til gengæld mestrer Dass de mere naturligt flydende og uanstrengte
rytmer og kan ligefrem spille klokkespil med rimene (se III s. 335 f.). Hvor Arrebo og Kingo
tror poetisk på deres antikke gude- og helteskikkelser, gør Dass det ikke. Når han skriver
Æolus, Aurora, Neptunus, Jupiter, Bacchus osv. (se f.eks. I s. 29 og 45), er navnene simpelthen
direkte oversættelige til: vind, morgen, hav osv. Og i »Liig Lagen«-digtet har Dass
en stilfigur, der er barokken næsten totalt fremmed: underdrivelsen. Det hedder om den afdøde
præst, at han også hjalp de syge med medicin og plastre: »Han gaff alt hvad de bad
ham om/Alt, var det noksaa dyre/Men den Betaling han bekom/Den kunde han vel styre«
(I s. 292). Her skinner det nationale, det vestnordiske igennem, sagaernes og Heimskringlas
sind, i grel modsætning til den europæiske baroks kraftudladelser.
Den nye udgave af Dass' »Samlede verker« er ambitiøs i det ydre, en prestigesag i statelige
bind, støttet af Norsk Kulturfond, ødselt trykt på godt papir, med udvalgte illustrationer fra
1892 af Thorolf Holmboe til »Nordlands Trompet« og nye illustrationer til resten ved moderne
norske kunstnere. Hans Gerhard Sørensens træsnit til katekismesangene i bind II forekommer
mest kongeniale med digteren.
Initiativet med en moderne norsk oversættelse af Dass' latinlyrik og en teologisk polemik