1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

162 • Anmeldelser
Drachmann-anmeldelse fra 1876.
Imidlertid førte netop livet som kriterium Brandes ind i det biografiske essays form, en
form som i 1880'erne medvirkede stærkt til hans gennembrud i Tyskland. Bindingen til den
succesrige genre og dens indirekte bekræftelse af dannelsestænkningen kom til at stå i kontrast
til radikaliteten og det sociale engagement. Det biografiske essay blev på den ene side
både en publikumsmæssig gevinst og en metodisk landvinding, på den anden side betød genren
en tilbagetrækning fra gennembruddets videnskabelige prætentioner.
Det er med urette, SMK i tavshed forbigår de skiftende ideologiske rammer, for han kommer
unægtelig til at tage Brandes' æstetik på ordet dér og på den tid, hvor den er mest borgerlig,
jf. det dialektiske problem, at kritikken af Zola: virkelighedsskildringen må ikke klistre
til virkeligheden, for så bliver der ikke plads fri til kritik, - har sit positive modstykke i
tilslutningen til George Sands kunstnerisk forældede, men moralsk »rigtige« kritik (jf. s. 30).
Det mærkes her, at gennemgangen af de problemer, Brandes arbejdede med, ikke får den
analytiske energi og skarphed, som SMKs egen erkendelsesinteresse kunne have fremkaldt,
og som kunne have gjort problemerne relevante for læseren. Nu forbliver problemerne ikkemere-virkende
fortid, samtidig med at datidens aggressive modtagelse af meningerne får
ukendskabets og misforståelsens halv-kuriøse skær over sig.
I forhold til en traditionelt litterær, men dog al-round introduktion som Bertil Nolins
Georg Brandes (i Twayne's World Author Series, Boston 1976) vælger SMK ud og viser nogle
få synspunkters overraskende brede tilstedeværelse. 1 bogens anden del om liberalisten (s.
75-130) er det Brandes' politiske anskuelser, der trækkes frem af det mørke, den komparative
tradition har omgivet dem med, og sjovt nok har SMK større sans for den tidsfølsomme
og reaktive logik i forfatterskabets politiske aspekter end i de litterærkritiske. Han har brudt
banen for en kortlægning af »den politiske Georg Brandes«, jf. antologien af samme navn
fra 1973.
1 tilslutning til Harald Rue bestemmes Brandes indledningsvis som citoyen, som fastholder
af det oprindelige i den borgerligt-liberale tradition, ja som den der rager op som den ideale
liberalist og målestok for liberalismens forfald. Hertil kom hos Brandes den markerede
individualisme, idet »den, der fremfor Alt arbejder paa at udvikle sig selv, har mest Udsigt
til at gribe ind i den almindelige Udvikling« (essayet om Goethe, 1881). Det dokumenteres
dernæst, hvordan Brandes' indsigt i borgerskabets reaktion efter 1871 uddybes og videreudvikles
efter bekendtskabet med Lassalles skrifter; derimod udvikles ikke tilsvarende Brandes'
forbehold lige over for socialismen og Bismarcks specielle statssocialisme. Til gengæld er
udredningen af forholdet til Nietzsche (s. 111-114) bemærkelsesværdig ved sin sikre placering
og afvejning af Stuart Mills og Renans anparter, kun synes jeg Brandes' aristokratisme udglattes
rigeligt efter mønstret: det tvivlsomme skyldes tidens »briller«, det gode hans eget
uhildede blik.
I sin (op-)vurdering af Brandes som realpolitiker tager SMK efter min mening fejl. Brandes
nærede i en afgørende del af sit liv den illusion, at den karakter- og viljefaste radikalitet
sejrer, i kraft af fasthed og ret, og jeg skulle tro, at hans fortrolighed med denne problemstilling,
spejlet hos Lassalle og hos Ibsen (jf.s.94-95), danner baggrund for den medlevende analyse
af Hamletskikkelsens psykologi, som findes allerede i »Indtryk fra Polen« (1888 s. 304
ff); den er således forfattet samtidig med kendskabet til Nietzsches analyse af dannelsens
handlingslammelse. Alternativet hertil blev den teoretisk disparate aktivisme, som SMK henter
frem i det lys, der tilkommer den. Ligesom f.eks. Bjørnson skrev Brandes omkring år-