1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

158 • Anmeldelser
behersker sit stof og sit eget udtryk. Men river man sig løs af hans fortællers tryllekreds, kan
man nok tvivle på den enestående pronominale værdi af Aarestrups liv. Tankegangen bag
Aarestrups projekter er langtfra ny i 1820'erne. Lignende projekter er iværksat fra individualismens
europæiske gennembrud omkring 1750, i Danmark (som klarlagt af en række
forskere) af Ewald, Baggesen, Staffeldt og Grundtvig. Af dem ligner Aarestrup i sit forlis
Staffeldt, med hvem han deler en upassende interesse for det antiborgerlige og frivole, en
gennemreflekteret livsholdning og en grundlæggende disharmoni. Hvorfor er det ikke Staffeldt,
som er oldefaderen til skaren af midtpunktløse modernister i det 20. århundrede? De
andre guldalderforfattere reddede sig, ligesom de fleste af Aarestrups egen generation, over
i en eller anden forståelse af tilværelsen, som var til at leve med eller ligefrem til at leve og
kæmpe for. Grundtvig gjorde endog i 1815-pjecen »Imod den lille Anklager« op med et lignende
erotisk projekt som Aarestrups, da han fandt det hos den tyske romantiker Novalis.
Det Aarestrupske forløb er hverken i indre eller ydre biografi opsigtsvækkende nyt.
Hertil kommer, at Aarestrups projekter set på afstand forekommer utroligt indsnævrede.
Det hele gik ud på at tilfredsstille sanselige lyster uden videre hensyn til biologiske og borgerlige
omkostninger: seksuelt og artistisk, til sidst gastronomisk. Lad være, at de andre guldalderfolk,
der troede på en mening i og med tilværelsen, i moderne øjne kan synes naive. De
fik dog kraft af deres overbevisning til at gå ud i virkeligheden for at udrette noget med deres
forfatterskab, hver på sit felt, - Oehlenschlager, Hauch, Ingemann, Grundtvig. Aarestrup
traf tilsyneladende aldrig på en sag, han kunne sætte over sig selv. Zeruneiths disputats om
ham er skrevet med en vældig nøjagtighed i efterkontrollen af alle faser, trin, kategorier,
planer, forskydninger, stadier og skred i hans indre liv, men selv ikke denne store videnskabelige
behandling, med dens velgørende udblik til Aarestrups omverden (især Kierkegaard)
og til nutidsforskningen (i noter), kan helt overbevise om, at digteren er så megen omtale
værd. 1 betragtning af skønheden i den Aarestrupske poesi vil man naturligvis ikke i dag ubetinget
tilslutte sig J.L. Heibergs bemærkning om, at der altid var noget svinsk i hans lyrik
(citeret s. 316, se også s. 419 note 7). Men på tværs af Heibergs forargede sprog kommer
man ikke udenom, at han kritiserede Aarestrup på et centralt punkt. Det hele forfatterskab
drejer sig om for lidt: at Aarestrup kan elske pigerne og/eller skrive digte herom. Zeruneith
har på godt og ondt kædet sin bog sammen med en selvoptaget og påstået selvgyldig, men
mislykket livsførelse hos sin hovedperson.
Under bogens forskellige teser om Aarestrup ligger der en ambition, artikuleret navnlig i
indledning og afslutning, om at forny og genføde genren biografi. Det er Zeruneiths projekt,
hvorom han lancerer forskellige meninger. Han tager afstand fra den pedantisk positivistiske
mælkeregningforskning - og kan i dette tilfælde slippe godt fra det, fordi forgængerne
har gjort det arbejde for ham. Meget vel. 1 stedet vil han se det hovedløse forfatterskab med
dets enlige komponerede digtsamling som én stor tekst af en handlende jeg-fortæller, der
behøver en distanceret analytisk-komponerende bevidsthed til at udlægge jeg'ets handlemåde
og bevæggrunde (s. 27). Zeruneith tilbyder her sin tjeneste som en slags episk fortæller
med »indlevelse, selvbeherskelse, fleksibilitet« (s. 26). Sit objekt, digter-jeg'et, identificerer
han først med den biografiske Aarestrup (s. 28) for derefter at erklære Aarestrup for at
være »en samlende metafor for alt, hvad der bærer hans navn« (s. 29). Biografier over samlende
metaforer er ikke en kendt genre. Sammenfatter man, hvad Zeruneith faktisk gør, i et
lidt mindre kantet udtryk, skriver han en indre, en eksistentiel biografi.
Det kan være fortræffeligt og belærende at se Aarestrup som romanfigur, og fodnoterne
garanterer vidtgående for autenticiteten. Men projektet har sine farer i retning af, at videnskabsmanden
bliver (med)digtende kunstner, og dem har Zeruneith ikke ganske undgået. På