1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

164 • Anmeldelser
deligt Liv og Higen efter det Bedste.« I et livslangt venskab har-de to venner suppleret og stået
hinanden bi; hvordan og på hvilke punkter kan brevene selv vise.
Med sin »noget sene nordiske Natur« som han selv kalder det, vendte Emil Petersen halvt
ryggen til livet og rettede blikket bagud. Skrev han, blev han betaget af »denne ejendommelige
Brevskriverstemning, som jeg kjender meget godt, og som maaske heller ikke er Dig
(skjønt Du har lettere ved at klare og udtrykke dine Stemninger) helt ubekjendt, en Stemning
hvis væsentlige Kjendetegn er en potenseret Fornemmelse af Venskab, medens tidligere og
senere Samlivs-Erindringer om glade Timer tilbragte i hinandens Selskab, Stumper af Samtaler
førte ved Dag og ved Nat, enkelte Ytringer, henkastede af Dig, og senere gjenkjendte og
dobbelt forstaae'de af mig i dine Skrifter, trænge sig frem i broget Forvirring, og saa over
alt Dette en Fornemmelse af at Ordet ikke slaaer til for at udtrykke Stemningen eller snarere
at jeg ikke har det tilstrækkeligt i min Magt at udtale, hvad jeg mener« (EP 13/5 1870).
Brevskrivningens halvt kunstneriske forløsning var ikke den forknytte Emil Petersen beskåret;
noget helt lige venskab kan det ikke have været, og Emil Petersen følte det: »Det er
en Djævels Fornemmelse (...) at have en Følelse af, at man kun lever som et Ziffer for andre
Zifres Skyld, f Ex som et Nul for en Ener« (s. 174-175).
For at kunne fungere måtte han som en anden hr. Biedermeier (hvad han i sin politiske
grundholdning ikke var) holde alt tilfældigt ude og lægge sig tilværelsen til rette i overskuelighedens
tryghed og vaner. »Jeg har (...) arbeidet med mig selv, og jeg har bragt det dertil,
at jeg, naar jeg blot kan faae skubbet min Overveielse, min Villie ind imellem det mødende
Tilfælde og min Stilling dertil, kan tilkæmpe mig Sikkerhed, det er ligesom om jeg altid var
vaabenløs og først fik Modet naar jeg fik mine Vaaben samlede; men strax naar Tilfældet
•møder er jeg famlende og uvis. Du forstaaer mig vistnok. Det, jeg ikke kan tilkæmpe mig, er
det, der ligger forud som en Grundusikkerhed, som en Bestemmelse i mit Væsen, og for
hvert nyt Tilfælde maa jeg kalde paa min Villie og Forstand for at samle mig til at møde det;
men det er netop det Ulykkelige. Under disse Forhold forstaaer Du at naar jeg mere vegeterer
end lever er det af denne Grund og naar jeg forekommer dem, der, saaledes som Du,
kjende mig bedst, kun som »un peu effrayé« saa er det allerede Noget da jeg i Virkeligheden
er/o« effrayé« (EP 24/2 1871).
Emil Petersens beskedne og sagtmodige breve vidner om hans oprigtige beundring for
Brandes; de punktligt tilsendte bøger læste han med »en Troendes Andagt og Glæde«, men
han gjorde sig umage, var egentlig en glimrende læser og kvitterede hyppigt med træffende
karakteristikker. I hele brevvekslingen er der kun ét sted, hvor han afgiver dissens i forhold
til Brandes og tilmed gør det hurtigt og spontant. Det er i februar 1874, efter at de to venner
har diskuteret den positivistiske determinisme, som Brandes førte frem; Emil Petersen replicerer:
»Jeg kan indrømme Dig, at Forhold og Omstændigheder i langt høiere Grad, end man
er villig til at anerkjende, kunne umuliggjøre et Valg og gjøre En til et blot Redskab for Lidenskaben
eller anden naturlig Drift, men jeg kan ikke forstaae, at dette i ethvert Moment
skulde være Tilfældet. Og see n'u Conseqventserne. Med Valget staaer og falder efter min
Mening Moralen, der har Valget til sin Forudsætning. Hvorledes kan jeg bestemme mig til at
gjøre hvad jeg anser for lykkeligst og nyttigst for Samfundet og mig selv, naar jeg overhovedet
ikke kan bestemme mig selv eller vælge. Hvor kan der være Tale om Opdragelse, selv i
dette Ords mildeste og mest mulige Forstand, naar det ikke kan siges til Lærlingen: vælg,
bestem Dig til at gjøre det nyttigste og lykkeligste; men det derimod maa hedde: Du kan ikke
bestemme Dig til at gjøre, hvad der er lykkeligst og nyttigst. Det gjør sig selv i Dig. (...) For
mig stiller Sagen sig practisk saaledes, at hvis jeg først er ganske paa det Rene med, at Valget
ikke existerer, er en ren Illusion saa skulde jeg troe, at min Handlemaade vilde blive meget