1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

138 • Anmeldelser
Det er meget besværligt at bedømme observationernes validitet sådan som de indgår i tekstens
løbende ræsonnement. Vi får at vide at »efter nogen træning viste det sig muligt at rekonstruere
ganske lange forløb på basis af enkelte stikord, men en forudsætning var, at renskrivningen
skete meget hurtigt efter undervisningen« (s.l 17), men vi får ikke at vide, i hvor
mange tilfælde denne forudsætning er opfyldt.
Det har en vis betydning, når vi på s. 206 får serveret en lærers udsagn med et indledende
anførselstegn og isprængt adskillige prikker. Hvad betyder det? Har vedkommende sagt ordret
det her (evt. med pauser der hvor der er prikker)? Eller er prikkerne de ord der ikke kom
med, da observatøren efter timen skulle skrive replikken ned udelukkende på basis af sine
stikord? På s. 206 bruges en ganske usammenhængende og umulig ytring som eksempel på
at en lærer bruger sin position til at oparbejde en, som BJ udtrykker det »autoritetspræget
(af og til karismatisk præget) relation« (s. 205) til eleverne. Da der er flere trykfejl i bogen
(s. 107, s. 138, s.207, s.221, s.269, s.308 og s.343) kan man ikke føle sig sikker på at det
manglende anførselstegn efter ytringen angiver, at der er tale om en rekonstruktion (som i givet
fald ville være værdiløs som eksemplificering), eller der bare er tale om en korrekturfejl.
Hvad skal man i den situation stille op med forfatterens beroligende:
»Alt i alt kan dog siges, at i en undersøgelse som denne, hvor det udforskede felt i høj
grad er ukendt, er den valgte metode overlegen i forhold til andre metoder.« (s. 118)
Eller hvad med:
»Hvad angår danskstudiet er det hovedindtrykket, at de udvalgte undervisningssituationer
er typiske for den nyere undervisning i danskstudiet.« (s.l 13 f)
»Typiske«?! Jamen manden har jo ikke set andet? Undskyld: BJ selv har slet ikke set nogen
undervisning overhovedet, hans underleverandører er det, som ikke har set andet end undervisning
som udvalgtes som »typisk for den nyere undervisning«.
Strukturalisme og historie
Undersøgelsen er fra 1975. Skulle der være noget særligt ved 1975? I bakspejlet kan vi se
1975 som særligt. Det var et år uden adgangsbegrænsning, det var det år SU blev lavet om
til banklån, men nedskæringer af den nu kendte størrelsesorden var kun en fjern trussel.
De 2.-delsstuderende der i 1975 havde en »integration« bag sig - og dem er der flere af
blandt de interviewede - var blevet undervist af fastansatte lærere og undervisningsassistentmorakkere,
som idealistisk ofrede privatliv og helbred på det progressive RUC-på-KU's
alter (Bondebjergm.fi., 1974).
Forholdene er ikke de samme nu, integrations- og 2.dels-emnerne er ikke de samme nu og
undervisning opfattes klarere som et lønarbejde.
Alt dette dementerer, at 1975 er et typisk år, velegnet som billede af danskstudiet nu. Men
det kan en ahistorisk opstilling af abstrakte modsætninger mellem humaniora og teknokrati
ikke opfange. Det særlige, det historisk tilfældige renses ikke engang væk - der ses simpelthen
bort fra det.
I en så almen fremstilling er der ikke plads til et socialt bestemt individ, som er determineret
af andre kræfter end de strukturer i uddannelsessystemet som er til diskussion i bogen.
Det giver sig forbløffende udslag: BJ konkluderer et ellers spændende afsnit om begreber