1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

160 • Anmeldelser
terne? Herunder eksempelvis hele små digtanalyser som den af Staffeldts »Indvielsen«
(s. 396 f.).
Flemming Lundgreen-Nielsen
Sven Møller Kristensen: Georg Brandes. Kritikeren, liberalisten, humanisten, Gyl
dendal 1980. 187 sider.
Bogens undertitel signalerer tre ærinder: hvad skrev han, hvad ville han og hvad stod han
for, - kritikeren, liberalisten og humanisten. Til det mål begynder SMK - ligesom i sin tid
Vilh. Andersen - indefra, med at læse forfatterskabet for her at erfare, hvad Brandes mente.
Ganske vist har SMK også været om bord i Brandes-forskningen og brevbunkerne, »men
studiet af en skribents forudsætninger og udvikling giver let et indtryk af noget mosaikagtigt
ved personen, en samling disjecta membra, de utallige impulser han har modtaget af bøger
og andre skribenter. Enheden, personligheden og værket, truer med at forsvinde.« (s. 8).
-1 denne introduktion til forfatterskabet kommer Brandes derfor hyppigt selv til orde i - ofte
slående - citater, »jeg har gjort mig umage for at være neutral, at lade Brandes tale for sig
selv, uden at kommentere.« (s. 9). Men citaterne er rigtignok noget små og sammenbragte,
så selv om bogen udmærker sig ved sin brede belæsthed i det mere end 60 år lange forfatterskab,
har den ikke undgået det mosaikpræg, som lægges den komparative tradition til last.
Hvad det gælder om er imidlertid, at brikkerne ligger rigtigt.
SMK har bygget sin bog op over en række gode detailiagttagelser, som han uden at ryste
på hånden summarisk forstørrer til synsvinkler for hele forfatterskabet. »Denne betragtningsmåde
ligger fast hos Brandes i hele det senere kritiske forfatterskab« hedder det om
sammenhængen mellem det uendeligt små og det uendeligt store, og det er måske sandt; i
hvert fald henter fremstillingen kun bekræftelser på de udlagte synsvinkler.
Men mere sandt er det vist, at de helheder, som refleksen mellem det små og det store omsluttedes
af, vekslede ikke så lidt. Her svigter introduktionen sin læser, for disse helheder
beskriver den ikke. Detailiagttagelserne fører ikke frem til Brandes (og Taines) evne til at
bygge et essay op og få en central iagttagelse til at slå igennem ved at eftervise en grundegenskab
hos forfatteren, efterspore den i hans liv og genfinde den i hans skrifter, selv
ned i de mindste detaljer. I modsætning til sine forgængere fik Brandes tingene til at hænge
sammen, så forbindelsen til det levende liv blev nærværende. Den magtfulde komposition
og den epokegørende indre sammenhæng i biografierne om f.eks. Søren Kierkegaard og
William Shakespeare lades næsten uomtalt, ligesom de senere store biografier om bl.a.
Goethe og Voltaire med deres flotte retorik og beretterkunst. Der er i bogen et gab mellem
de litterær-kritiske detailiagttagelser og fastlægningen af den liberal-humanistiske grundholdning.
Man får ingen afdækning eller analyse af de dybe, modsætningsfyldte problemer
i forfatterskabet, som går på kryds og tværs af meningerne, og som leverer energien til dets
udvikling. SMK går efter det sikre, den faste stamme, de permanente standpunkter: meningerne,
og han bindes til dem i en glødefri repetition.
Som på trods er bogen blevet bedst og mest interessant, når den følger Brandes i hans
halvt bevidste eller ubevidste arbejde; således i den første del om kritikeren (s. 11-74). Først
fremhæves den førnævnte permanens i fordringen om sammenhæng mellem det store og det
små, fra anslaget i afhandlingen om Henrik den fjerde (1869) til genkomsten i en diskussion
med Herman Bang (1883), hvor Brandes viser naturalismen sit klassicistiske forbehold. - Jeg
synes, SMK glemmer, at afhandlingen fra 1869 nok kritiserede manglen på repræsentativ