1982 Udgivet af Iver Kjær og Flemming Lundgreen ... - Danske Studier

Erik Hansen: Skrift, stavning og retsskrivning • 145
nene jo oftest er sammensat af appellativiske elementer i to led, således Segimer-us (:sejr -
berømt), osv.
Det er altså mere bidrag end egentlig kritik, der har været ærindet i denne anmeldelse,
og de personlige kæpheste er måske redet lidt langt. Forf. har løbet den klassiske spidsrod
mellem hensynet til bogens omfang og ønsket om at få alt væsentligt med - og skilt sig fra opgaven
med held. Der er blevet en nyttig håndbog, et problemkatalog ud af det, som hermed
anbefales til germanister, som fortumlet har søgt at få overblik over en fængslende men forvirrende
forskningshistorie.
Jeg synes blot indsatsen fortjener et sagregister!
Torben Kisbye
Erik Hansen: Skrift, stavning og retstavning. Hans Reitzel 1981. 134sider.
Forfatteren siger i forordet at det er sjældent man fortæller skoleeleverne hvad retskrivning
egentlig er og hvorfor de ikke kan få lov til at skrive som de taler. Derfor er hensigten med
bogen at forklare dém som er gået ud af skolen hvad der lå bag staveundervisningen, og at
give dansklærerne ideer til at gøre retskrivning til et emne i faget og ikke bare en mekanisk
færdighed. Forfatteren siger - noget for beskedent - at bogen kan betragtes som en stor leksikonartikel.
Den rummer masser af oplysninger, og de er givet på en morsom, underholdende
måde.
Bogen falder i 5 afsnit: ét om skrifthistorie (Fra billede til bogstav), ét om retskrivningsprincipper
(Principper og kræfter der påvirker ortografien), ét om vigtige retskrivningsproblemer
i dansk (Den danske ortografis særlige vanskeligheder), ét om Retskrivningsordbogen
og ét med udsyn (Norm og reform).
Det første afsnit, det skrifthistoriske, rummer gode illustrationer, fra hieroglyffer til russisk
skrift. Side 9 er der givet eksempler på det som man i almensproget nu oftest kalder piktogrammer,
Erik Hansen bruger de traditionelle sprogvidenskabelige betegnelser ideogram
og logogram.
Side 19-20 giver forfatteren svar på det spørgsmål fra skoleelever som han nævner i forordet
: Hvorfor er den standardisering som han rammende betegner retskrivningen eller retstavningen
som, overhovedet nødvendig? Hvorfor kan man ikke bare stave som man taler?
Når man f.eks. siger parantes for parentes og rodbede for rødbede, hvorfor må man så ikke
skrive ordene sådan? Svaret er at for det første kan læsningen blive mindre koncentreret når
nogen skriver rødbede, andre robede; i visse tilfælde kan kommunikationen måske ligefrem
blive blokeret, nemlig især hvis specielle dialektale udtaler bliver gengivet i stavningen (her
er forfatteren vistnok kommet til at bruge et tale hvor han mener skrive: »hvis alle skrev
som de talte, ville vi få et meget forvirrende skriftbillede. Det kan være svært nok for en københavner
at forstå hvad en vestjyde siger, men hidtil har de da kunnet tale sammen«). For
det andet læser vi i ordbilleder, og det er en forudsætning for at kunne genkende sådanne
helheder at de altid ser ens ud. For det tredje - og det er nok det vigtigste (dette kunne måske
have været fremhævet) - forudsætter alfabetisering (telefonbøger, leksikoner, ordbøger,
ikke mindst tosprogede, osv.) at ordene staves ens; det gælder jo især de første bogstaver i
ordene.
Bogens andet afsnit handler om retskrivningsprincipper, og Erik Hansen begynder med
det fonematiske (på s.27 brugens varianten fonemisk) og gør udmærket rede for lyd kontra
fonem, men venter dog på ét punkt for meget af læseren: side 24 hævder han at »man tyde-
10