pdf, 1 MB - DIIS

Under den afsluttende implementeringsproces i Danmark forekom også flere brevvekslinger. I denne fase
var organisationerne formelt repræsenteret via følgegruppen, men organisationerne blev ikke inddraget
direkte i udformningen af betænkningen og Lovforslaget. De juridiske aspekter og tidspresset blev
vægtet højere end at inddrage organisationerne tæt. Forvaltningen holdt således organisationerne på
lidt større afstand af strategiske årsager. Både inddragelsen i følgegruppen og den efterfølgende brede
høring må således betegnes som relativt løse og uforpligtende interaktionsformer.
Den tætteste dialog mellem forvaltningen og organisationerne synes således at finde sted i forbindelse
med forhandlingerne om Direktivforslaget, hvor Danmarks holdning til Direktivforslaget og dets
enkelte bestemmelser drøftes intenst i Specialudvalget og via en række andre kontakter. Her er tale om
en forholdsvis tæt og forpligtende interaktion, mens interaktionsformen i forbindelse med Grønbogen er
mere uforpligtende, og interaktionen i forbindelse med implementeringen også er mere løs og
uforpligtende, men i denne fase findes dog i modsætning til ved Grønbogen en formel repræsentation af
organisationerne.
8.5.3 Graden af konsensus – uenighed og konflikter
Der er ingen tvivl om, at der eksisterede store holdningsforskelle mellem Forbrugerrådet på den ene
side og erhvervsorganisationerne på den anden side i forbindelse med alle tre faser af forløbet. Under
høringsrunden ved Grønbogen kom uenighederne meget tydeligt til udtryk, men på trods af disse helt
modsatrettede indstillinger kunne organisationerne under forhandlingerne i den efterfølgende fase
mødes om at tage afstand fra Direktivforslaget. Der var imidlertid meget forskellige årsager til
organisationernes fælles modstand, så nogen grundlæggende konsensus kunne man ikke tale om. At
dette var tilfældet blev tydeligt under implementeringsfasen, hvor uenighederne igen trådte tydeligt frem.
Udfaldsrummet for uenigheden var imidlertid begrænset som følge af, at Direktivet var en realitet og
skulle vedtages, så uenighederne drejede sig primært om detailspørgsmål i forbindelse med enkelte
bestemmelser og om, hvorvidt Danmark skulle gå længere end Direktivet (Forbrugerrådet) eller ej
(erhvervsorganisationerne).
Det er vanskeligt at vurdere ud fra arkivmaterialet, hvorvidt der blandt deltagerne i samspillet eksisterer
enighed om grundlæggende spilleregler, men nogen enighed mellem forbruger- og erhvervssiden om
grundlæggende problemer synes ikke at eksistere i løbet af processen. I perioden efter lovens vedtagelse
er der dog tegn på en vis forståelse mellem forbrugersiden og detailhandlen om at ville have loven til at
fungere hensigtsmæssigt i praksis (jf. FBR og DHS 16. september 2004).
126