pdf, 1 MB - DIIS

For at gøre traktaten mere acceptabel for danskerne efter det danske nej i juni 1992 blev det ved
regeringskonferencen i Edinburgh 1992 til gengæld understreget, at medlemsstaterne havde ret til at
bibeholde og introducere strengere regler vedrørende bl.a. forbrugerbeskyttelse, så længe disse var
kompatible med Rom-traktaten (Young og Wallace 2000: 16; Dahl 1994: 349).
Også i denne periode, dvs. fra vedtagelsen af Den Europæiske Fællesakt i 1987 og til årene umiddelbart
efter Maastricht-traktatens ikrafttræden, blev der vedtaget en række direktiver med betydning for
forbrugerne. Det drejede sig bl.a. om direktiver angående sikkerhedskrav til legetøj (88/378),
produktsikkerhed (92/59), forbrugerkredit (87/102) og pakkerejser (90/314). Ingen af disse blev
imidlertid vedtaget med henvisning til artikel 129a (Kallestrup 2004: 96).
Alt i alt skete der i perioden en styrkelse af Fællesskabets forbrugerpolitik, idet Fællesakten medførte
flertalsafgørelser på forbrugerpolitiske spørgsmål, og den nye status i Maastricht-traktaten gav større
politisk tyngde til forbrugerpolitik. Det er dog samtidig klart, at det stadig gik langsomt med at se
forbrugerpolitik selvstændigt og løsrevet fra tiltag vedrørende fuldendelsen af Det Indre Marked.
Endvidere manglede de ikke-bindende handlingsplaner at resultere i konkrete forslag og forpligtelser.
5.1.3 Amsterdam-traktaten og frem
Forhandlingerne og ratificeringen af Maastricht-traktaten var forbundet med en del problemer, og dette
var medvirkende til, at der kom mere debat om Fællesskabets demokratiske underskud, og at
Kommissionen og medlemsstaterne blev mere opmærksomme på, at der fandtes andre relevante
samfundsinteresser end blot dem, der direkte havde gavn af Det Indre Marked. Det blev åbenbart, at
EU’s legitimitet i befolkningerne måtte styrkes, og at det derfor ikke var nok at fremme frihandel, men
at også emner, der mere nært berørte borgerne, måtte bringes på banen. Kort efter opstod
kogalskabskrisen i 1996, der medvirkede til at flytte fokus over på forbrugerpolitik som grundlag for
befolkningernes/forbrugernes tillid til EU (Greenwood 2003: 198; Burns og Harrison 2000).
På samme tid som denne proces forløb, udsendte Kommissionen sin tredje handlingsplan De vigtigste
emner for forbrugerpolitikken 1996-1998, hvori det blev fremhævet, at det var tid til at se på andre
spørgsmål og problemer på forbrugerområdet, end dem der direkte relaterede sig til Det Indre Marked
(Kommissionen 1995: 2). Blandt de emner, handlingsplanen udpegede, kan nævnes uddannelse og
oplysning af forbrugerne, forbrugeraspekterne af finansielle tjenesteydelser, bestræbelser på at sætte
forbrugerne i stand til at udnytte de muligheder, der ligger i informationssamfundet og skabelse af øget
tillid hos forbrugerne på levnedsmiddelområdet (Kommissionen 1995).
68