pdf, 1 MB - DIIS

I forlængelse heraf fremkom den anden handlingsplan fra Kommissionen for årene 1993-1995. Denne
indgik i gennemførelsen af Maastricht-traktaten. Den nye handlingsplan pegede på nødvendigheden af
nye aktioner indenfor følgende områder: 1) Fokus på forbrugerens sikkerhed, herunder
produktsikkerhed, 2) styrkelse af forbrugeroplysning, 3) større og mere udvidet medindflydelse, 4)
forbedring af domstolsadgang og 5) tilpasning af de finansielle tjenesteydelser til forbrugerens behov.
Handlingsplanen blev af forbrugergrupper kritiseret for, at den trods de fine og positive udsagn var for
vag og manglede konkrete forslag og forpligtelser. Desuden var forbrugerpolitik stadig knyttet til
fuldendelsen af Det Indre Marked frem for at blive tillagt egen værdi (Evans 1994).
I 1993 udsendte Kommissionen endvidere to grønbøger, der begge behandlede emner, der også indgik i
de to ovenfor nævnte handlingsplaner. På baggrund af flere opfordringer fra Rådet blev Grønbog om
forbrugsvaregarantier og eftersalgsservice udsendt. Denne vedrørte emnet forbrugerkøb og dannede
udgangspunkt for Forbrugerkøbsdirektivet, som vil blive analyseret i kapitel 8. Grønbog om forbrugernes
klagemuligheder og om bilæggelse af tvister på forbrugerområdet inden for enhedsmarkedet behandlede blandt
andet forbedring af domstolsadgang og dannede udgangspunkt for Forbudsdirektivet, der behandles i
kapitel 9.
Maastricht-traktaten (Traktaten om den Europæiske Union), der trådte i kraft 1993, gav for første gang
forbrugerbeskyttelse en separat status. I artikel 3s fastlagdes målet for Fællesskabets aktion som ”Bidrag
til styrkelse af forbrugerbeskyttelse” (Kommissionen 1993a: 7). Artikel 129a præciserede, at ”Fællesskabet
bidrager til virkeliggørelsen af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau.” og forbrugerpolitik blev således en del af
Fællesskabets politik. Dette var vigtigt ud fra en politisk vinkel, hvor det signalerede en større vægt på
og forståelse af nødvendigheden af forbrugerpolitik på fællesskabsplan.
Det var dog fortsat uklart, om Fællesskabet reelt fik øget kompetence til at handle for at sikre
forbrugerbeskyttelse uafhængigt af lovgivning rettet mod at fuldende Det Indre Marked, idet artikel
129a stk. 1 indeholdt en henvisning til gennemførelsen af Det Indre Marked (Bourgoignie 1998).
Artiklen gav desuden mulighed for tiltag, der støttede og supplerede medlemsstaternes politikker, men
det fremgik ikke klart, hvilke fællesskabsinitiativer der kunne indeholdes i dette (Dahl 1994), og det var
tvivlsomt, om Kommissionen havde ret til at intervenere på områder, hvor medlemsstaterne ikke
regulerede selv (Bourgoignie 1998). I forlængelse af denne kritik peger bl.a. Weatherill (1997) da også
på, at artikel 129a har været anvendt meget lidt i praksis. Under alle omstændigheder skulle
Fællesskabets intervention ske under hensyntagen til subsidiaritetsprincippet.
67