pdf, 1 MB - DIIS

her, færrest organisationer deltager – herunder specielt en kerne af fire store organisationer (DI, DHS,
Forbrugerrådet og Handelskammeret). Disse fire kerneorganisationer deltager desuden fast under hele
forløbet fra grønbog til lov, mens en række øvrige organisationer deltager med varierende intensitet.
Samspillet mellem forvaltningen og organisationerne kan derfor siges at ligge tæt på idealtypen det
korporative politikfællesskab på kontinuumet mellem dette og det pluralistiske emne-netværk, som blev
opstillet i analysetypologien i kapitel 3 (se tabel 3.3). En stabil, tæt og forpligtende inddragelse af få,
stærke organisationer kan således genfindes i dette forløb, mens en række øvrige organisationer befinder
sig i periferien. Denne pointe, der blev fremhævet i interviewanalysen i kapitel 7, bekræftes således i
denne del-case.
Placeringen af samspillet nær det korporative politikfællesskab er dog ikke helt uproblematisk. To
forhold synes at trække det lidt i retning af det pluralistiske emne-netværk. For det første er adgangen til
samspillet ikke lukket. Både Grønbogen og Direktivforslaget blev sendt i brede høringer, og
Specialudvalget var heller ikke et aflukket forum. Det var således muligt for organisationer at blive
inddraget her, hvis de havde en væsentlig interesse i sagen. Flere organisationer havde derfor i
princippet muligheden for at deltage, men udnyttede den ikke. For det andet er det primært i
forbindelse med de europæiske forhandlinger om Direktivforslaget, at organisationerne inddrages tæt
og forpligtende, mens inddragelsen i implementeringsfasen er betydeligt mindre tæt. I denne fase deltog
desuden en bredere kreds af organisationer.
Det er samtidig også de fire nævnte kerneorganisationer, der er mest aktive i forhold til andre
europæiske institutioner og organisationer. Enkelte af de andre organisationer (navnlig BFE) har dog
tydeligvis også europæiske aktiviteter. Beslutningsprocesserne i forbindelse med Forbrugerkøbsdirektivet
synes således at have favoriseret de store, ressourcerige organisationer i forhold til mindre
organisationer, der muligvis ikke har ressourcerne til at have europæiske aktiviteter og til at deltage i de
tidlige faser i samspillet med forvaltningen, der jo også kræver kendskab til den europæiske dagsorden.
Til gengæld vurderer vi, at den måde, Direktivet blev implementeret på, styrkede forvaltningen vis-a-vis
alle organisationerne. Kravet om implementering inden for en relativt kort tidsfrist og
implementeringens kompleksitet kombineret med udsigten til store holdningsforskelle mellem
organisationerne på området fik som nævnt Justitsministeriet til at nedsætte en lille juridisk
arbejdsgruppe til at udarbejde det danske lovudkast. Denne fremgangsmåde medførte, at
organisationerne af strategiske årsager blev holdt på afstand, og at deres direkte indflydelse på
lovudkastet blev begrænset. Fremgangsmåden udsprang ikke direkte af Direktivet, men den var blandt
130