pdf, 1 MB - DIIS

egrænsede betydning for Fællesskabets politik er diskuteret ovenfor. Der blev dog alligevel i perioden
vedtaget en række direktiver med betydning for forbrugerne. Dette gjaldt bl.a. direktiver om mærkning
(79/112) og vildledende reklame (84/450) samt direktiver om produktansvar (85/374) og aftaler
indgået uden for fast forretningssted (85/577) (Kristoffersen og Gravesen 2002: 21). Disse direktiver
blev imidlertid vedtaget på grundlag af artikel 235 og artikel 100, der vedrørte handlinger påkrævet for
at virkeliggøre Fællesskabets mål (Micklitz og Weatherill 1994: 291; Kallestrup 2004: 95), idet der som
nævnt ikke fandtes en selvstændig basis for forbrugerpolitik i Rom-traktaten.
5.1.2 Den Europæiske Fællesakt og Maastricht
I 1987 trådte Den Europæiske Fællesakt i kraft. Forbrugerpolitiske spørgsmål i tilknytning til fuldendelsen
af Det Indre Marked skulle herefter ifølge artikel 100A besluttes ved kvalificeret flertal i Rådet frem for
som tidligere ved enstemmighed (Micklitz og Weatherill 1994: 295), hvilket må betegnes som en
styrkelse af forbrugerpolitikken. For at forhindre at gennemførelsen af Det Indre Marked medførte
lavere standarder, fik den danske regering endvidere med støtte fra Tyskland og Holland inkluderet i
artiklen (stk. 3), at et højt beskyttelsesniveau skulle danne udgangspunkt for Kommissionens forslag
vedrørende bl.a. forbrugerbeskyttelse (Young og Wallace 2000: 15). Også dette repræsenterede en
styrkelse af forbrugerbeskyttelsen i forhold til tidligere. Ifølge Maier (1994: 357) var artikel 100A da
også mere end blot en deklaration om gode intentioner, idet den gav forbrugerrettigheder en slags
konstitutionel status. Fællesakten repræsenterede på denne måde et fremskridt for Fællesskabets
forbrugerpolitik, men skabte på den anden side ikke en selvstændig forbrugerpolitik, idet den ikke
indeholdt en separat bestemmelse om forbrugerpolitik, der forblev et element af andre politikker og
stadig blev opfattet som et led i udmøntningen af Det Indre Marked.
Som opfølgning på en rådsresolution fra 1989 om videreudvikling af forbrugerpolitikken offentliggjorde
Kommissionen en treårig handlingsplan for årene 1990-1992. Kommissionen erkendte i
handlingsplanen, at kun få aspekter af forbrugerbeskyttelsen var forbedret på fællesskabsplan
(Kommissionen 1990: 3), og pegede på fire områder, hvor der skulle sættes ind:
Forbrugerrepræsentation, forbrugeroplysning, forbrugernes sikkerhed og forbrugerkøb. Disse områder
var nødvendige for at realisere Det Indre Marked, men indsatsen skulle tage hensyn til
subsidiaritetsprincippet 25 . I forbindelse med handlingsplanen blev der for at styrke EU’s forbrugerpolitik
oprettet en tjeneste for forbrugerpolitik under Kommissionen (jf. afsnit 5.2).
25 Subsidiaritetsprincippet, også benævnt nærhedsprincippet, er et princip om, at politiske beslutninger i EU skal træffes på det
lavest mulige administrative niveau. Bortset fra de områder, hvor EU har enekompetence, skal EU således kun handle på
områder, hvor den påtænkte handling bedre kan gennemføres på EU-plan end på nationalt plan (www.eu-oplysningen.dk).
66