pdf, 1 MB - DIIS

3.2 Teorier om samspillet mellem forvaltning og interesseorganisationer
I dette afsnit vender vi blikket fra europæiseringslitteraturen over mod den litteratur, der specifikt
beskæftiger sig med samspillet mellem forvaltning og interesseorganisationer. Dette gøres for at hente
begreber til at beskrive og karakterisere samspillet og for at udlede yderligere faktorer, der kan være
med til at forklare forandringer heri. Afsnittet indeholder en kort gennemgang af to af de mest
grundlæggende tilgange indenfor studiet af samspillet mellem forvaltning og organisationer – neokorporatismen
og netværkstilgangen. På baggrund heraf opstilles en analysetypologi, der skal anvendes
til at karakterisere samspillet mellem forvaltning og organisationer og identificere eventuelle
forandringer i dette initieret af europæiseringen. Derefter diskuteres hvilke fordele og omkostninger
henholdsvis forvaltning og interesseorganisationer kan opnå ved at indgå i et tæt institutionaliseret
samspil, og med udgangspunkt heri udledes forklarende faktorer til at forklare eventuelle ændringer i
samspillet.
3.2.1 Neo-korporatismen
Neo-korporatismen 16 blev i 1974 introduceret af Schmitter, i høj grad som en reaktion på pluralismen,
der fra begyndelsen af det forrige århundrede havde været den dominerende tilgang til studiet af
organiserede interessers rolle i den politiske proces i demokratiske stater. Schmitter opfattede neokorporatismen
som en idealtype, der på en række områder netop er modsætningen til pluralismen som
idealtype (Schmitter 1982: 263). Pluralismen og neo-korporatismen kan således opstilles som to poler
på et kontinuum, der kan bruges til at beskrive og typologisere samspillet mellem forvaltningen og
interesseorganisationer (Ronit 1998).
Schmitter definerer (neo)korporatismen, som:
”a system of interest representation in which the constituent units are organized into a limited number of singular,
compulsory, noncompetitive, hierarchically ordered and functionally differentiated categories, recognized or licensed
(if not created) by the state and granted a deliberate representational monopoly within their respective categories in
exchange for observing certain controls on their selection of leaders and articulation of demands and supports”
(Schmitter 1974: 13).
I modsætning hertil er enhederne i et pluralistisk samspil:
16 Forstavelsen ’neo-´ bunder i et ønske om at adskille tilgangen fra de mange forskellige ofte negativt ladede anvendelser af
begrebet korporatisme. Begrebet korporatisme har således været tæt knyttet til en række autoritære regimer i 1930’erne og
40’erne, navnlig Italien, hvor idéen var at styre samfundet gennem en række korporationer med monopol på at repræsentere
forskellige samfundsmæssige interesser, især arbejde og kapital (Schmitter 1974, 1982; Dunleavy og O’Leary 1987).
37