Download PDF - Dansk Center for Byhistorie

More documents

Recommendations

Info

Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen med en vision om, at saneringen skulle forbedre de fysiske forhold i Sjællandsgadekvarteret gennem nedrivning af de dårligste boliger. Men selv blandt de politiske beslutningstagere var der uenighed om, hvordan saneringen i Sjællandsgadekvarteret skulle gribes an. Uenigheden lå ikke så meget i, om der skulle saneres i de respektive karréer, det var der generel enighed om, men spørgsmålet om nedrivninger af boliger og beboernes ret til indflydelse på saneringsplanerne var der derimod stor uenighed om. Det var især i magistratens 2. afdeling dvs. afdelingen i Aarhus Kommune, der stod for alle spørgsmål vedrørende saneringer og byplanlægning generelt, at de mange ændringer af saneringsplaner, som klagerne førte med sig, var årsag til en del hovedbrud. Den konservative byrådspolitiker og rådmand for magistratens 2. afdeling Olaf P. Christensen mente direkte, at beboernes involvering i sagen var en hæmsko. Som han fremlagde det under et byrådsmøde i forbindelse med fremlæggelse af ændringen i saneringsplanen for Fænøgadekarrén i 1975: ‖Den stigende grad af nærdemokrati og medindflydelse, som tilsikres borgerne gennem lovgivningen, skaber mange problemer i det daglige arbejde med administrationen af disse, hvilket måske i særlig grad har vist sig yderst vanskelig at opnå en rimelig overensstemmelse dels mellem beboerne og grundejernes mening og ønsker dels i forholdet til den sanerende myndighed. Med den herskende tendens til kun at ville acceptere få og ubetydelige indgreb i de enkelte karréer, uden at det indebærer egentlige forbedringer af selve boligforholdende, vil man kunne risikere, at det bliver vanskeligt at opnå statsstøtte til saneringen‖. 151 Christensens holdning bundede således i en frustration over, at de planer, der blev udarbejdet, konstant blev taget af tegnebrættet, da beboerne ikke ville acceptere dem. I modsætning til Christensen var andre byrådspolitikere af den opfattelse, at når kommunens planer omhandlede boliger, så var også nødvendigt så vidt muligt at inddrage de beboere, der blev berørt. Særligt venstrefløjen i byrådet var meget opmærksom på beboernes inddragelse i sagen. Som Socialistisk Folkepartis byrådsmedlem Torben Mainz Andersen responderede på Olaf Christensens ovenstående indlæg: ‖det handler også om hvordan man opfatter nærdemokrati.‖ 152 Venstresocialisternes byrådsmedlem Viggo Johansen udtalte: ‖(…) men jeg tror, det er godt og vigtigt, at vi får udvalget til, at snakke med dem alle og beboerforeningen, og så får den indstilling ud af det, som passer dem og os bedst.‖ 153 151 EA. Aarhus Byrådsforhandlinger 6. august 1975 152 EA: Aarhus Byrådsforhandlinger 6. august 1975 153 EA: Aarhus Byrådsforhandlinger 6.august 1975 Side 60 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen Det socialdemokratiske byrådsmedlem Bernhardt Nielsen havde et mere pragmatisk syn på sagen og mente, at før end sagen kunne gå videre, måtte byrådet have flere informationer om forholdene i karréen og undersøge beboerklagernes indhold: ‖(…) vi vil gerne understrege at vi ikke er sikre på, at disse protester har ret, alligevel synes vi, at vi skylder det samlede byråd en særlig behandling i udvalget, hvor udvalgets medlemmer kan få lejlighed til at besigtige området.‖ 154 Diskussionen om saneringen handlede således om, hvor meget beboerne skulle inddrages, og at saneringer af boliger ikke var så ligetil. Selv om Christensen nok mente, at sagernes gang tog for lang tid, så var der en bred fælles holdning i byrådet til, at sanering af boliger efterhånden ikke skulle foretages udelukkende på politiske præmisser men også på beboernes. I den ovenstående diskussion viste det sig, at et bredt flertal i byrådet ville tage beboernes protester til efterretning og sende den til teknisk udvalg til videre behandling. 155 4.7 Hvorfor blot to saneringsplaner i Sjællandsgadekvarteret? Der blev således blot udarbejdet to saneringsplaner for Sjællandsgadekvarteret i løbet af 1970’erne, planer som vel at mærke var ti år undervejs, før de var gennemført. Taget i betragtning at de fysiske forhold i Sjællandsgadekvarteret trængte til en voldsom ansigtsløftning, blev der aldrig udarbejdet flere saneringsplaner – hverken i 1970’erne eller senere hen. Som det blev beskrevet ovenfor, havde beboernes protester en stor indflydelse på, hvordan saneringssagerne kom til at tage sig ud. Faktisk lykkedes det næsten i begge tilfælde at få ændret saneringsplanerne radikalt med undtagelse af nedrivningen af Ny Munkegade 40 E og D. Det bedste vidnesbyrd herpå kommer til udtryk på byrådsmødet i 1975, hvor saneringen af Fænøgadekarréen var til debat. Her fremlagde Olaf P. Christensen som ovenfor nævnt sit syn på sagen, og tilføjede i den anledning: ”(…) jeg føler, at befolkningen gennemgående ikke er interesseret i saneringer mere. Så kan man sige til sig selv, hvem man sanerer for. Sanerer man for de 31 byrådsmedlemmer, eller sanerer man for en befolkning, der ikke ønsker nogen form for sanering.(…) når disse to sager [ sanering af hhv. Fænøgadekarrén og Rosengade] er færdige vil der i hvert fald ikke fra min side i lang tid komme forslag om saneringer, for jeg tror simpelthen ikke folk er interesseret i det, og så synes jeg ærlig talt ikke, at byrådet, undskyld jeg siger det, skal genere folk med at fare frem og komme med forslag til saneringsplaner.‖ 156 154 EA: Aarhus Byrådsforhandlinger, 6. august 1975 155 EA: Aarhus Byrådsforhandlinger, 6. august 1975 156 EA, Aarhus Byråds forhandlinger, 6. august. 1975 Side 61 af 98
Page 1 and 2:
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 200
Page 3 and 4:
Page 5 and 6:
Page 7 and 8:
Page 9 and 10: Casper Thomsen Juhl årskortnr. 200
Page 59: Casper Thomsen Juhl årskortnr. 200
show all

Download PDF - Dansk Center for Byhistorie

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?