Efterspændt betonbjælke - VBN - Aalborg Universitet

10.4.2. Interne trækforbindelser
For dækelementer betyder dette, at der skal lægges armering mellem disse i alle fuger ved mellem- og endeunder-
støtningerne for at optage en trækkraft. Denne bestemmes ud fra den karakteristiske kraft på 15 kN /m ganget op med
en snitlængde. Armeringens placering kan ses på figur 10.7 og 10.8. Armeringen ilægges dels for at kunne optage
forskydningskræfterne i dækket og dels pga. robusthedskrav, hvor konstruktionen gøres sammenhængende.
Figur 10.7: Dækelement set fra oven med fuge- og randarmering. [Jensen og Hansen, 2005]
Figur 10.8: Dækelement set fra siden med fuge- og randarmering. [Jensen og Hansen, 2005]
Bøjlearmeringen ved endeunderstøtninger ses her at omslutte randarmeringen. Fugearmeringen, der ligger langs
dækkenes korte side, er gennemløbende fra gavl til gavl, da der ikke forventes væsentligt større spild, mens armerin-
gen parallel med dækkenes lange side afsluttes efter en tilstrækkelig forankringslængde [Jensen og Hansen, 2005].
Dette gøres ud fra den antagelse, at trækspændingerne kan overføres fra fugearmeringen til armeringen i selve dæk-
ket. Derved opnås en mere økonomisk fordelagtig løsning ved at spare armeringsjern til de lange fuger.
Ved at ilægge armering i alle fuger, skal hver armeringsstang optage træk fra to halve dækelementer. Kraften bli-
ver således lagt ud på antallet af fuger i snittet og beregnes således:
hvor
Ffuge
Regningsmæssig minimumskraft [kN]
Ftie,int Karakteristisk minimumskraft kN /m
b Længde af dækelement i snit [m]
Ffuge = Ftie,int b (10.10)
For at bestemme den nødvendige armeringsdiameter lægges snit parallelt med hhv. facader og gavle, dvs. på langs
og på tværs af bygningen som i afsnit 10.4.1, og således bestemmes det nødvendige armeringsareal i fugen ud fra
formel (10.8).
Aint,kort = 39,3 mm 2
Aint,lang = 229,1 mm 2
89