Indholdsfortegnelse - Helle Gransgaard

Forløbsanalyse
bliver opfattet som noget, de er samlet om. Diana opfatter altså
muligvis i modsætning til de andre, talen, formen og hvad den
medfører, som noget, der skal komme dem alle til gode. I forhold
til det at være et team, virker det altså her som om Diana tænker
på teamets bedste.
Mens Diana siger: ”så bliver vi jo aldrig færdige” sidder hun tilbagelænet
og lægger endnu en gang armene over kors, og har dermed
et lukket kropssprog. Birgit, som nu ikke blot selv har afvist sit forslag,
men også fået en afvisning af forslaget fra Diana, siger ”Nej.
Jamen så skal jeg tænke mig om så”, mens hun kigger på Anton. Hvis
Birgit som før nævnt har fremlagt sine overvejelser for at få accept
af disse, kan dette første ”nej” i sætningen opfattes som hendes erkendelse
af, at forslaget ikke blev accepteret. Birgit nævner derudover
selv, at hun må tænke videre over talen. Hermed ses det igen,
at Dianas mening har betydning for Birgits beslutninger, også
selvom Birgit allerede selv har stillet spørgsmålstegn ved sin ide.
Camilla siger efter ovenstående citat: ”Jeg synes at der skal være fuldstændig
frit valg til at sige de ting vi gerne vil, og så kan det godt være
min bliver lidt højtideligt. Men det”(Bilag 1, 1149), og er dermed den
eneste der kommenterer Dianas udsagn om, at talen ikke skal være
højtidelig. Camilla gør endvidere indvendinger imod, at talens
form skal være fælles. Hun kigger dog ikke på nogen, mens hun
kommer med sin mening, og dermed virker det ikke som et angreb
mod Diana. Herefter kigger hun dog kort på Diana, før hun fortsætter
”og så kan det godt være min bliver lidt højtidelig”, mens
hun sætter koppen på bordet. Herefter hæver hun overkroppen og
retter på trøjen ved sin albue. Hun bruger altså i nogen grad sig
selv som en selvadaptor, muligvis for at have noget at støtte sig
32 Kommunikation i et lærerteam
til, fordi hun nu er uenig med en af de andre i gruppen. Efter hun
har sagt ”men det” kigger Camilla på Diana. Hun kigger altså ikke
direkte på Diana, mens hun kommenterer og modsiger hendes
forslag, men verbalt er det dog tydeligt, at hun ikke mener, de skal
følge det. Nonverbalt er der på grund af selvadaptoren tegn på, at
hun ikke er fuldstændig tryg ved at komme med dette forslag, der
går imod Dianas. Diana synes dog heller ikke om Camillas forslag.
D: Ej, men jeg tænker ligeså meget på, at hvis vi
bestemmer os for, at det gør vi, så synes jeg måske
at det kan være sådan. At så kommer der sådan en
hvis forældring – forventningspres. Også fra eleverne.
Altså. Jeg vil sku nødig være den klasselærer
som ikke nævner elverne med individuelle navne,
og som kun taler i et minut og de andre taler i ti
minutter, altså.
C: Mmm.
D: Altså (.) ikke.
C: Det synes jeg altså man er nødt til at gøre hvad
man kan.
B: Det er jo personligt (Bilag 1, 1152)
Diana sidder i starten af det ovenstående eksempel stadig med armene
over kors og det synes, at hendes blikretning er mod Birgit.
Hun sænker hovedet en smule, da hun siger ”det gør vi” og rejser
det først igen ved ”forventningspres”. Reaktionen fra de andre gør,
at denne situation kan opleves som ubehagelig. Camilla tager ved
”mmm” hånden op til hovedet og kigger ned i bordet. Bevægelsen
med hånden kan være en selvadaptor, som viser at hun også føler,
at situationen er ubehagelig. I dette svar afbryder Birgit og siger, at
”det er jo personligt”. Hverken Camilla eller Birgit giver dermed Di-