Indholdsfortegnelse - Helle Gransgaard

Birgit og roder i sin taske; herved er hendes fokus altså rettet mod
noget andet end Anton. Vi føler igen en form for irritation, da det
ikke virker som om, at nogle lytter til, hvad Anton siger. Det er påfaldende,
at Anton slår igennem og har de andres fulde opmærksomhed,
eftersom Camilla gaber, og Birgit roder med sin taske.
De virker til, at Anton ikke har samme gennemslagskraft som fx
Diana.
Diana afbryder Anton for at give ordet videre til Birgit, og hun får
her muligheden for at kunne tale videre frem for Anton, der egentligt
havde ordet. Vi undrer os over, hvorfor der ikke er nogle af de
kvindelige lærere, der støtter op omkring Antons emneskift, men
alle blot vælger at tale om noget andet. Anton opnår denne gang
opmærksomhed i modsætning til første gang, han forsøgte at ændre
emne. Det lykkes dog ikke for Anton at fastholde dette emne,
da Diana afbryder ham og giver ordet videre til Birgit. Kvinderne
griner af Dianas kommentar, og det er bemærkelsesværdigt, at Anton
først begynder at grine efter, de kvindelige lærere har grinet i
lidt tid. At Anton griner med på kommentaren, virker påfaldende,
fordi han indtil da, har været passiv. Vi tolker, at Antons sene grin
er et udtryk for, at han vil være en del af teamet.
Anton prøver at afbryde kvindernes snak om fællestalen og bryder
ind med kommentarer, der sandsynligvis er ment som humoristiske,
men som i begge tilfælde bliver overhørt. Disse humoristiske
kommentarer kan være et forsøg på at afslutte samtalen, men i
og med de ikke bliver taget op, tjener de intet formål. Det er bemærkelsesværdigt,
at Anton virker til at have et helt andet syn på
samtalen omkring talen end de tre kvindelige lærere, og det er mu-
ligvis derfor, han har så svært ved at bryde igennem og få stoppet
denne samtale.
De kvindelige lærere fortsætter med at snakke om fællestalen, og
Anton er fortsat tavs og passiv. Anton har på dette tidspunkt løftet
begge hænder lidt over bordet og leger med kuglepennen, men
han siger stadig ingenting. Det falder os i øjnene, at han pludselig
ændrer sit kropssprog og gør en større bevægelse med kuglepennen,
end han hidtil har gjort. Det virker som om, at Anton er utålmodig
over ikke at blive hørt, og det kan være derfor, at han vælger
at ændre sin positur igen. Kuglepennen kan her opfattes som
en regulator, hvor Anton udviser sin utålmodig og ønsket om at
ændre emne. Diana afslutter samtaleemnet ved at tage fat i stolen,
løfte den tættere på bordet og sige: ”Det gider Anton ikke”, imens
Birgit løfter hænderne over hovedet og forhøjer sit toneleje. Det
er først her, at Anton igen for alvor får opmærksomheden og har
mulighed for at få ordet. Anton løfter nu sine hænder i en deiktisk
bevægelse, imens han vifter med dem, og siger: ”Prøv lige at se idébanken”
(Bilag 1, 981) og illustrerer dermed, at de andre lærere er
idébanken. Birgit kommenterer Antons kommentar og siger:
B: Wuhu det kører.
A: Skal vi ikke vente lidt. Jo lad os vente med.
B: Lige nu kom vi lige i gang. (Bilag 1, 1223)
Her forespørger han igen, som to gange før, om taleemnet kan udsættes.
Endnu engang bruger Anton pronomenet ”Vi”, hvilket vi
finder påfaldende, da han bruger det alle tre gange, at han forsøger
at skifte emne. Han iscenesætter igen sig selv som værende en del
af det vi, som taler om dimissionstalerne. Vi tror, at Anton endnu
Kommunikation i et lærerteam 37
Teamleder og gennemslagskraft