Anders Speciale 2008 - Forskning

dette ske mere eller mindre intentionelt. Man kan f.eks. forestille sig, at man vil forsøge at
skabe konsensus i en kaotisk tilstand, finde frem til essensen af et givent fænomen, og derved
konstruere en social orden, hvor det hele giver mere mening. Man kan også bruge det mere
progressivt, man skaber fælles front omkring et postulat, og konstruerer derved også en social
orden.
En anden definition af diskurs finder man hos den franske filosof og professor Michel
Foucault, som mener, at diskurs er et autonomt system af regler, der således understøtter
konstituerede objekter, koncepter, subjekter og strategier, igen er det en opbyggelse af en
social orden. I denne sociale orden vil der således opstå visse enigmatiske kendetegn, som
udvikler sig i forlængelse af diskursen, f.eks. specifikke sæt af meninger, regler, osv.
Ligeledes mener Foucault også, at diskurs kan anskues som en taktisk strategi. Metodisk kan
det måske virke lidt mere aggressivt, da man her forsøger at påvirke og overbevise om, at den
diskurs, man har fundet frem til, er den rigtige (hegemoniske), og samtidig prøver at afholde
moddiskurser fra at udvikle sig. 9
I forlængelse af Foucault finder man argentinske Ernesto Laclau, politisk og marxistisk
teoretiker. Han skriver således om diskurs:
”When, as a result of an articulatory practice, one has become capable of configuring a system
of exact different locations, this system of different locations is called discourse.” 10
Forskellen hos Laclau i forhold til Foucault ligger i selve artikulationen, som igen er i
forlængelse af en form for praktisk baggrund, det kunne f.eks. være sociologi eller psykologi.
Laclau mener ikke, at diskurs i sig selv er metodisk, men mere et resultat af en praktisk
baggrund.
9 Howarth, David (2000). Discourse, s. 49
10 Åkerstrøm Andersen, Niels (2003) s. 50
14