Anders Speciale 2008 - Forskning

Afslutning
Det sociologiske forskningsfelt har tydeligt været præget af skiftende paradigmer, specifikt
tydeliggjort i forhold til den udvikling der er sket fra det præsociologiske til det sociologiske
barn (James, Jenks og Prout). Man kan sige at børn på en måde er blevet frigjort;
det
præsociologiske barn har ofte tildelt børn og barndom ret negative prædikater, og kan samtidig
også opfattes ret dikotomisk; f.eks. mener nogle af barnet besidder en ondskab der skal
tæmmes, som modpol til denne holdning er opfattelsen af børn som uskyldige og naturlige.
Generelt kan man sige at det præsociologiske handler om at tæmme barnet, sørge for at det
udvikler sig korrekt. Når jeg skriver at barnet i et nyere sociologisk paradigme er blevet mere
frigjort, så ligger der i den betegnelse at barndommen kan opfattes epistemologisk. Man kan
her dele analysen op i to konklusioner:
1. Barndommen er en social konstruktion, der afspejler det samfund og den tid den er en
del af. Et samfunds habitus er en vigtig faktor i forhold til konstruktionen, da den
samtidig vil give udtryk for et f.eks. specifikt skandinavisk kulturelt samfund.
Forskellige tidsepoker har haft sin indvirkning på hvordan barndommen er blevet
konstrueret, og i takt med at tiden har forandret sig, således vil det også være med
barndommen. Under denne tilgang finder man Corsaros deterministiske model, samt
Dion Sommers makroorienteret barndomssociologi.
2. Barndommen er konstrueret af barnet selv, men vil stadig afspejle det samfund og den
tid den er en del af. Barndommens karakter vil konstant ændre sig, idet nye børn
rekonstruerer og reproducerer deres betydning af barndommen, dermed vil den give
mening på netop dét tidspunkt. Man kan redegøre for at barndommens konstruktion
her har en epistemologisk karakter, da konstruktionen vil tage udgangspunkt i barnets
personlige erkendelse og opfattelse. Det er under denne tilgang man finder Corsaros
konstruktivistiske model, samt Dion Sommers mikroorienteret barndomssociologi.
32