Anders Speciale 2008 - Forskning

Når en forfatter gerne vil påvirke sin læser, vil han ofte benytte ganske bestemte
fortællerstrategier. Som regel vil fortællingen præsentere to normsystemer, et såkaldt ”rigtigt”
normsystem og et ”forkert”. Forfatteren er naturligvis godt klar over at læseren ikke er så
letkøbt så han straks hopper på vognen med det ”rigtige” normsystem. En forfatter vil således
starte sin tekst med at opsætte to almene modsætninger, en positiv og en negativ. I løbet af
fortællingen vil det alment positive knytte sig mere og mere til det ”rigtige” normsystem, og
derved vil forfatteren vinde læseren over mod det normsystem han prøver at formidle som det
rigtige. 89
Didaktisering vil ofte ske på de fire følgende måder: 90
- Den omvendt sokratiske samtale; det at den voksne agerer som et slags talerør for en
forfatter. Den omvendte sokratiske samtale ligger i at der kommer et klart svar, barnet
vil ikke få sine spørgsmål besvaret med et nyt spørgsmål.
- Undervisningssituationen; for at pointere over for sin læser at her skal der læres noget,
kan en forfatter bruge en undervisningssituation. Er det f.eks. meningen at forfatteren
vil formidle noget om pligt og pli, kan han iscenesætte en undervisningssituation i
teksten, hvor der netop undervises i dette.
- Den indre monolog; denne form bruges ofte i forlængelse af de andre. Her vil
hovedpersonen typisk have en indre diskussion med sig selv om det han lige har lært,
og vil til sidst nå til den konklusion at det han lige har lært må være det rigtige.
- Direkte forfatter- eller fortællerkommentar; disse hører især til i ældre børnelitteratur,
hvor den alvidende fortæller hist og her kommenterer og giver udtryk for sin mening.
Når dette sker i nyere børnelitteratur, vil forfatteren ofte være identisk med
fortælleren, og derigennem forklare visse sammenhænge og drage de nødvendige
konklusioner.
89 Weinreich, Torben (2001) s. 26 – 27
90 Weinreich, Torben (2001) s. 26 – 27
65