Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 6 · Udvalgte asylretlige problemstillinger
ninger om ansøgeren og den aktuelle situation i det relevante første asylland er
en velbegrundet udsigt til, at den pågældende vil kunne indrejse og også i fremtiden
opholde sig i første asyllandet uden at blive udsat for overgreb mod sin
personlige integritet. Det er et ufravigeligt mindstekrav i disse sager, at ansøgeren
skal være beskyttet mod videresendelse til forfølgelseslandet eller mod
udsendelse til et land, hvor ansøgeren ikke er beskyttet mod videresendelse til
forfølgelseslandet. Dette indebærer, at ansøgeren de facto skal være beskyttet
mod refoulering. Efter nævnets praksis er det dog ikke en betingelse, at første
asyllandet har ratificeret og implementeret flygtningekonventionen i lovgivningen.
Sammenfattende er det således forudsat, at det skal være muligt for ansøgeren
at kunne indrejse lovligt og tage lovligt ophold i det pågældende første asylland,
ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet
i første asyllandet.
Hvad angår betingelsen efter udlændingelovens § 17, stk. 3, om, at en opholdstilladelse
først bortfalder, når der er ”opnået beskyttelse” i et tredje land, må det
på denne baggrund antages, at et legalt ophold i et tredje land kan være udtryk
for, at der er opnået de facto beskyttelse i det pågældende land med den virkning,
at opholdstilladelsen i Danmark bortfalder, selvom der ikke formelt er
opnået en varig opholdstilladelse.
Ifølge udlændingelovens § 17 a bortfalder en opholdstilladelse efter udlændingelovens
§§ 7 og 8 uanset bestemmelsen i § 17 først, når en udlænding, der med
henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere
opholdsland, har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende
måneder.
Udlændingelovens § 17 a blev indsat ved lov nr. 464 af 30. juni 1993 med det
formål at udvide adgangen for blandt andet flygtninge til at forlade Danmark
uden bortfald af opholdstilladelsen, forudsat at de vender tilbage til deres
hjemland eller tidligere opholdsland med henblik på at tage varigt ophold dér.
Ved lov nr. 353 af 2. juni 1999, som trådte i kraft den 1. januar 2000, blev fortrydelsesfristen
på 12 måneder kombineret med en regel om, at den pågældende i
perioden herefter, og indtil der er forløbet yderligere 12 måneder fra udrejsen,
kan ansøge om, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet. Ansøgning
efter stk. 2 kan indgives både før og efter udløbet af den almindelige fortrydelsesret.
115