Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Betydningen af kriminelle forhold
delser var i ulovlig besiddelse af våben. Ansøgerens forklaring om, at han efter
sin løsladelse blev opsøgt af politifolk, der først oplyste, at de ville udsætte ham
for overgreb, og derpå – da ansøgeren bad for sig – foreslog, at der alene skulle
fingeres et overgreb, fandtes utroværdig og kunne ikke lægges til grund.
BR14/70
7.4.2 Eksempler fra Flygtningenævnets praksis vedrørende udlændingelovens
§ 19, stk. 2, nr. 3, jf. § 10, stk. 2
Nævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsborger fra Vietnam, født i 1950. Klageren blev i marts 1990
meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Ved den oprindelige
behandling af klagerens sag havde han oplyst, at han frygtede hævn
fra familien til en person, som i Hong Kong havde slået en mand ihjel, og som
klageren havde vidnet imod i den efterfølgende retssag. Efter et forsøg på repatriering
blev klageren på ny i august 1994 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 7, stk. 1. I februar 2003 blev klageren i Tyskland idømt
fængsel i to år og seks måneder for forsøg på indsmugling af heroin fra Holland.
Efter afsoning blev ansøgerne udvist til Danmark. I august 2004 blev klagerens
opholdstilladelse inddraget af Udlændingestyrelsen, idet grundlaget for
opholdstilladelsen ikke længere var til stede. Flygtningenævnet udtalte, at
uanset klagerens påstand om, at han var uskyldigt dømt i Tyskland, fandt
Flygtningenævnet ikke at kunne gå ind i en prøvelse af dommen, der var upåanket
og således retskraftig, og denne lagdes derfor til grund. Den af klageren
begåede lovovertrædelse, der i Danmark ville være omfattet af straffelovens §
191, måtte karakteriseres som en for det danske samfund særlig farlig kriminalitet,
og klageren måtte således også, uanset at han ikke tidligere var straffet, anses
for en fare for samfundet. De i udlændingelovens § 26 nævnte hensyn
fandtes ikke at kunne medføre, at inddragelse ikke skete, idet Flygtningenævnet
lagde vægt på, at klageren uanset sit lange ophold i Danmark efter sin egen
forklaring havde en meget svag tilknytning til det danske samfund, medens
han havde bevaret en vis tilknytning til sin familie i Vietnam. Flygtningenævnet
tiltrådte derfor, at betingelserne for inddragelse efter udlændingelovens §
19, stk. 2, nr. 3, jf. § 10, stk. 2, nr. 1, var opfyldt. Flygtningenævnet tiltrådte endvidere,
at det af klageren anførte om familien til den person, som han havde
vidnet imod, ikke kunne give grundlag for at undlade inddragelse, idet Flygtningenævnet
lagde vægt på, at klageren gentagne gange havde været på besøg
i Vietnam uden at have problemer med denne familie, ligesom der lagdes nogen
vægt på den forløbne tid, siden klageren afgav vidneforklaring. Efter de
foreliggende baggrundsoplysninger, herunder navnlig Udenrigsministeriets
notat af 15. januar 2004, hvoraf fremgik, at der ikke kunne antages at være risiko
for, at klageren ville blive udsat for dobbeltstraf, fandtes udlændingelovens
175