Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 8 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
dansk-britiske fact finding rapport fra september 2004, kunne det lægges til
grund, at de statsløse palæstinensere generelt var blevet mere udsat for chikane,
trusler m.v. efter Saddam Husseins fald. Flygtningenævnet fandt imidlertid
ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren alene som følge af den generelt usikre
situation for statsløse palæstinensere var omfattet af udlændingelovens § 7, stk.
1. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren ved
sin tilbagevenden til Irak ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse
og herunder være i risiko for dødsstraf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende
straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 808
af 14. juli 2004. Herefter, og da de generelt usikre forhold i Irak ikke kunne føre
til et andet resultat, stadfæstedes Udlændingestyrelsens afgørelse. BR14/150
8.31.2 Statsløse palæstinensere fra Libanon
Ansøgning om asyl er indgivet før den 1. juli 2002
Flygtningenævnet stadfæstede i april 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse
vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon, født i 1978. Indrejst
i maj 2002. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som statsløs palæstinenser
er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde som asylmotiv
navnlig henvist til sin frygt for to palæstinensiske organisationer, som han havde
været medlem af, og frygt for repressalier fra kredsen omkring en person,
der dræbte ansøgerens to fætre. Det blev lagt til grund, at ansøgeren havde været
menigt medlem af de to palæstinensiske organisationer, og at han havde
kunnet ophæve medlemskaberne, uden at det havde fået alvorlige konsekvenser
for ham i de år, han efterfølgende opholdt sig i Libanon. Ansøgeren havde
i forbindelse med sit første medlemskab frem til 1995 været udsat for hårdhændet
behandling. Det blev lagt til grund, at den person, der dræbte to af ansøgerens
fætre i februar 2000, blev idømt en langvarig fængselsstraf. Ansøgeren, der
overværede drabet, blev efter det oplyste ikke eksponeret under sagen, idet han
ikke afgav vidneforklaring og ikke i øvrigt blev identificeret. Såfremt personer
med tilknytning til den pågældende konflikt måtte efterstræbe ansøgeren, var
der grund til at tro, at de libanesiske myndigheder fortsat ville yde beskyttelse.
Nævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at en påkørsel, som ansøgeren havde
forklaret, at han var udsat for, da han kørte på motorcykel cirka 6 måneder før
udrejsen, eller det angivelige overgreb på ansøgerens broder, havde forbindelse
til de påberåbte asylmotiver. De foreliggende oplysninger om ansøgerens
psykiske tilstand fandtes navnlig efter det tidsrum, der er forløbet siden den
hårdhændede behandling af ham, ikke at være asylrelevante. Heller ikke de øvrige
episoder, som ansøgeren havde henvist til, fandtes at være asylrelevante.
På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren fortsat ville kunne
opnå den fornødne beskyttelse i Libanon, hvor han er født og opvokset, og hvor
hans nærmeste familie er bosiddende. Libanon ville således kunne tjene som
246