Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 4 · Grundlaget for og behandlingen af asylsager
§ 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, og Flygtningenævnet stadfæstede
derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. BR14/14
Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en
kvindelig statsborger fra Marokko. Ansøgeren indrejste i 2000 på baggrund af
familiesammenføring. I 2003 ansøgte ansøgeren om asyl i Danmark. Udlændingestyrelsen
behandlede sagen i proceduren for åbenbart grundløse sager, men
efter veto fra Dansk Flygtningehjælp blev sagen indbragt for Flygtningenævnet.
I Flygtningenævnet er sagen behandlet på skriftligt grundlag i henhold til
udlændingelovens §§ 53, stk. 4, og 56, stk. 3. Flygtningenævnet udtalte, at
ansøgeren ikke havde været medlem af politiske eller religiøse partier eller
organisationer og ikke havde haft konflikter med de marokkanske myndigheder.
Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden
til Marokko frygtede overgreb fra sin fader og sine brødre, som ville efterstræbe
hende på grund af hendes mislykkede ægteskab, og fordi hun her i landet
havde haft et forhold til en dansk kristen mand. Flygtningenævnet fandt, at
de nævnte konflikter angik privatretlige forhold, som ansøgeren måtte henvises
til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Det bemærkedes, at det fremgår
af baggrundsoplysningerne, at æresdrab forekommer meget sjældent i
Marokko og er en type forbrydelse, som medfører lang fængselsstraf, jf. oplysningerne
herom i US Department of State, Country Report on Human Rights
Practices 2003 samt Det Svenske Udenrigsministerium, Mänskliga Rättigheter i
Marocko 2003. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for
at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko
for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt
endvidere, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun ville være i reel risiko
for at blive udsat for forhold, der indebærer, at hun havde krav på beskyttelsesstatus
efter udlændingelovens § 7, stk. 2. BR14/15
Nævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro,
født i 1946. Ansøgeren blev i marts 2000 meddelt opholdstilladelse i medfør af
Kosovo-nødlovens § 1. Denne opholdstilladelse blev i juni 2000 nægtet forlænget.
I august 2000 repatrierede ansøgeren sammen med sin ægtefælle og to sønner.
I april 2005 indrejste ansøgeren på ny i Danmark. Ansøgeren er etnisk
kosovo-albaner og sunni-muslim af trosretning. Flygtningenævnet bemærkede
indledningsvis, at sager, der af Udlændingestyrelsen har været forsøgt
behandlet i åbenbart grundløs-proceduren, som udgangspunkt behandles på
skriftligt grundlag af formanden eller en af næstformændene, jf. udlændingelovens
§ 53, stk. 8, og § 56, stk. 3. Formanden eller en af næstformændene kan dog
i forbindelse med behandlingen af sagen henvise den enkelte sag til mundtlig
63