Hemmelige haver

haveklub

Helleborus

Hvor ville det ikke alene have været hyggeligt, men også praktisk,

hvis jeg havde lært Søren og Nico at kende, før jeg omkring

2007 gik i gang med min bog Juleroser og påskeklokker

omhandlende Helleborus-slægten. For Søren har en samling så

stor, at det ville have været skønt at kunne tage fotos hos ham

også. Billedmaterialet kom dog i hus alligevel, og jeg kan i stedet

vise nogle af alle hans skønne påskeklokker her.

Jeg er glad og taknemmelig over, at jeg får lov til at vise

dette havemirakel for en bred kreds af læsere, for hverken Nico

eller Søren har tidligere haft lyst til at vise deres have frem.

Ingen vidste, at den var der, og derfor har de heller ikke fået

henvendelser fra haveforeninger eller lignende, om de måtte

komme på besøg. “Nej, det her er vores sted,” siger de samstemmende.

“Vi har det ene og alene for vores egen skyld og

dyrker haven og omgivelserne, fordi vi simpelthen ikke kan

lade være.”

jo en af de få ulemper, påskeklokkerne har: at hovederne vender

nedad. Derfor må man vende klokkerne om for at se dem

face to face.

Det er ligesom med mennesker: Der er med garanti ikke to

blomster, der er helt ens, og når man går og vender dem, er det

tydeligt, at den ene er kønnere end den anden. Man kan aldrig

vide, hvordan frøplanterne kommer til at se ud, fordi påskeklokker

meget villigt krydser sig med hverandre.

Gennem årene har Søren og Nico fremavlet utallige påskeklokker

til salg, hvor plantefolk mødes. De har altid nydt

at tage til forskellige plantemarkeder rundtomkring på Sjælland,

men de planter, de nok har været mest kendt for, er deres

træpæoner dyrket fra frø.

Sørens interesse for Helleborus er heller ikke ny. Han fik øjnene

op for denne helt unikke planteslægt, længe før nogen

anede, at der var forskel på den ene og den anden. De blev i

flæng blot kaldt juleroser. Lad os derfor lige få på det rene, at

Helleborus niger er den hvide julerose, der blomstrer omkring

årsskiftet. Helleborus orientalis blomstrer noget senere – omkring

april – og derfor bærer den navnet påskeklokke. Helleborus

orientalis er uden sammenligning den mest populære art,

og det skyldes, at variationen, især hvad angår farver og mønstre,

er så stor.

Gennem årene er der kommet rigtig mange frøplanter i

haven. De er dukket op i revner og sprækker mellem stenene

overalt. Her i den halvskyggede have elsker de at være, og bestanden

er nu så stor, at Søren – når blomsterne begynder at

takke af – går rundt og klipper alle stængler af med frøstande

og det hele. Dels har det den fordel, at planterne næste år bliver

kraftigere med en rigere blomstring til følge, og dels kommer

der ikke frøplanter overalt.

Efterhånden er der ikke rigtig plads til flere planter, siger

Søren, men jeg har da ikke så sjældent set ham drage af sted

med nye planter fra Gartneriet Spiren. Der sker jo, at der dukker

en helt særlig variant op, som ikke kan undværes.

Den langt overvejende del af Helleborus-bestanden i haven

tilhører orientalis-gruppen. Altså påskeklokker, der har krydset

sig indbyrdes. Som vi går rundt i haven, løfter Søren blomsterne

op, så jeg kan se de særligt smukke eksemplarer. Det er

Næste side: Forskellige Helleborus-krydsninger. De fleste er

orientalis-hybrider. Da der er tale om spontane krydsninger, har de

ikke sortsnavne.

28

More magazines by this user