Hemmelige haver

Helleborus
Hvor ville det ikke alene have været hyggeligt, men også praktisk,
hvis jeg havde lært Søren og Nico at kende, før jeg omkring
2007 gik i gang med min bog Juleroser og påskeklokker
omhandlende Helleborus-slægten. For Søren har en samling så
stor, at det ville have været skønt at kunne tage fotos hos ham
også. Billedmaterialet kom dog i hus alligevel, og jeg kan i stedet
vise nogle af alle hans skønne påskeklokker her.
Jeg er glad og taknemmelig over, at jeg får lov til at vise
dette havemirakel for en bred kreds af læsere, for hverken Nico
eller Søren har tidligere haft lyst til at vise deres have frem.
Ingen vidste, at den var der, og derfor har de heller ikke fået
henvendelser fra haveforeninger eller lignende, om de måtte
komme på besøg. “Nej, det her er vores sted,” siger de samstemmende.
“Vi har det ene og alene for vores egen skyld og
dyrker haven og omgivelserne, fordi vi simpelthen ikke kan
lade være.”
jo en af de få ulemper, påskeklokkerne har: at hovederne vender
nedad. Derfor må man vende klokkerne om for at se dem
face to face.
Det er ligesom med mennesker: Der er med garanti ikke to
blomster, der er helt ens, og når man går og vender dem, er det
tydeligt, at den ene er kønnere end den anden. Man kan aldrig
vide, hvordan frøplanterne kommer til at se ud, fordi påskeklokker
meget villigt krydser sig med hverandre.
Gennem årene har Søren og Nico fremavlet utallige påskeklokker
til salg, hvor plantefolk mødes. De har altid nydt
at tage til forskellige plantemarkeder rundtomkring på Sjælland,
men de planter, de nok har været mest kendt for, er deres
træpæoner dyrket fra frø.
Sørens interesse for Helleborus er heller ikke ny. Han fik øjnene
op for denne helt unikke planteslægt, længe før nogen
anede, at der var forskel på den ene og den anden. De blev i
flæng blot kaldt juleroser. Lad os derfor lige få på det rene, at
Helleborus niger er den hvide julerose, der blomstrer omkring
årsskiftet. Helleborus orientalis blomstrer noget senere – omkring
april – og derfor bærer den navnet påskeklokke. Helleborus
orientalis er uden sammenligning den mest populære art,
og det skyldes, at variationen, især hvad angår farver og mønstre,
er så stor.
Gennem årene er der kommet rigtig mange frøplanter i
haven. De er dukket op i revner og sprækker mellem stenene
overalt. Her i den halvskyggede have elsker de at være, og bestanden
er nu så stor, at Søren – når blomsterne begynder at
takke af – går rundt og klipper alle stængler af med frøstande
og det hele. Dels har det den fordel, at planterne næste år bliver
kraftigere med en rigere blomstring til følge, og dels kommer
der ikke frøplanter overalt.
Efterhånden er der ikke rigtig plads til flere planter, siger
Søren, men jeg har da ikke så sjældent set ham drage af sted
med nye planter fra Gartneriet Spiren. Der sker jo, at der dukker
en helt særlig variant op, som ikke kan undværes.
Den langt overvejende del af Helleborus-bestanden i haven
tilhører orientalis-gruppen. Altså påskeklokker, der har krydset
sig indbyrdes. Som vi går rundt i haven, løfter Søren blomsterne
op, så jeg kan se de særligt smukke eksemplarer. Det er
Næste side: Forskellige Helleborus-krydsninger. De fleste er
orientalis-hybrider. Da der er tale om spontane krydsninger, har de
ikke sortsnavne.
28