Hemmelige haver

En ung kolonihave
Når jeg kommer forbi et kolonihavekvarter, stikker jeg ofte
næsen indenfor og går en tur. Her er der som regel så fortættet
en haveglæde, at man ikke kan undgå at blive helt varm om
hjertet.
Det er en kendt sag, at kolonihaverne i begyndelsen var
forbeholdt arbejderne, der her fik et fristed, hvor de først og
fremmest kunne dyrke grøntsager. Gamle billeder viser, hvorledes
haverne oprindeligt blot var forsynet med små skure. Senere
kom der lidt større huse til, ofte bygget af genbrugsmaterialer.
Langsomt udviklede de sig til små sommerhuse, og
mange flyttede ud i ‘haven’ om sommeren. Der hersker ingen
tvivl om, at her har man haft megen kvalitetstid, længe inden
dette ord overhovedet blev opfundet. Man kan nemt tænke sig
til, hvilken lise for sjælen det må være at komme ud i det fri,
hvis man dag efter dag arbejdede på en fabrik og boede i en
lille lejlighed. Det er klart, at pladsen også var trang i kolonihavehusene,
men så kunne man heldigvis opholde sig i det
grønne.
Gennem mange år var det overvejende ældre mennesker,
der havde kolonihaver, men nu er også de unge og desuden
en del indvandrere blevet ‘kolonister’. Man oplever, at flere og
flere børnefamilier køber en kolonihave, og det handler naturligvis
om, at de fleste kolonihaver ligger meget bynært. Haverne
har mange steder skiftet karakter, og en trend er, at det igen
er blevet populært at dyrke grøntsager, bær og frugt. Det ses
tydeligt, når man går rundt og kigger ind over hækkene.
Næste side: Rabarber i blomst mellem forårsløgvækster.
72