<strong>Med</strong> <strong>Mesteren</strong> på bjerget 4
<strong>Med</strong> <strong>Mesteren</strong> på bjerget Kapitel 1 -På bjerget (9) Over fjorten hundrede år før Kristus blev født i Betlehem samledes Israels børn i Sikems skønne dal, og fra bjergene på begge sider hørte man præsteres stemmer, idet de udtalte velsignelsen og forbandelsen »Velsignelsen, hvis I lyder Herren jeres Guds bud, ..... og forbandelsen, hvis I ikke lyder.« (5Mos. 11,27-28). Og således kom bjerget, hvorfra velsignelsens ord lød, til at blive kendt under navnet velsignelsens bjerg. (9) Men det er ikke på Garizim, de ord blev udtalt, der er kommet som en velsignelse til en syndig, brødebetynget verden. Israel nåede ikke op til det høje ideal, som det blev stillet over for. En anden end Josua måtte føre Guds folk ind til troens sande hvile. Saligprisningernes bjerg er ikke længere Garizim, men det ukendte bjerg ved Genezareths sø, hvor Jesus talte velsignelsens ord til sine disciple og til folkeskaren. (9) Lad os, idet vi tænker os tilbage til denne scene og sammen med disciplene sidder på bjergskråningen, søge at sætte os ind i de tanker og stemninger, der fyldte deres hjerter. Ud fra en forståelse af den betydning, Jesu ord havde for tilhørerne, vil vi i dem kunne se nyt liv og ny skønhed og selv tilegne os den dybere lærdom, som de indeholder for os. (9) På den tid, da Frelseren begyndte sin mission, var de almindelige forestillinger om Messias og hans gerning af en sådan art, at de gjorde befolkningen ganske uskikket til at tage imod ham. Den sande gudsfrygtens ånd var gået tabt i vedtægter og ceremonier, og profetierne blev tolket efter stolte, verdenskære hjerters krav. Jøderne forventede den tilkommende, ikke som en frelser fra synd, men som en stor fyrste, der skulle bringe alle folkeslag til underkastelse under løven af Judas stamme. Forgæves havde Johannes Døber i de gamle profeters kraft kaldet dem til omvendelse. Forgæves havde han derude ved Jordan henvist til Jesus som det Guds lam, der bærer verdens syd. Han søgte at henlede deres tanker til Esajas profeti om den lidende frelser; men de ville ikke høre. (10) Dersom lærerne og de ledende i Israel havde ladet sig påvirke af Jesu forvandlende nåde, ville han have gjort dem til sine sendebud iblandt menneskene. Det var i Judæa, rigets komme først blev forkyndt, og der havde kaldet til omvendelse lydt. Ved at uddrive dem, der vanhelligede templet i Jerusalem, havde Jesus givet til kende, at han var Messias den, som skulle rense sjælen fra syndens besmittelse og gøre sit folk til et helligt tempel for Herren. Men de jødiske ledere ville ikke nedlade sig til at tage imod den uanselige lærer fra Nazareth. Da han anden gang besøgte Jerusalem, blev han stillet for rådet, og det var alene frygt for folket, der afholdt disse høje herrer fra at forsøge at tage hans liv. Da var det, han forlod Judæa og tiltrådte sin virksomhed i Galilæa. (10) Hans arbejde på dette sted havde varet i nogle måneder, inden han holdt sin bjergprædiken. Det budskab, han havde forkyndt ude omkring i landet om, at »Himmeriget er kommet nær« (Matt. 4,17), havde vakt opmærksomhed i alle samfundslag og i endnu højere grad opflammet deres ærgerrige forhåbninger. Den nye lærers ry havde spredt sig 5