Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
fremtræde for dit sind, på en ny måde; som et lysglimt vil bibelsteder fremstråle for dig i ny
betydning; du vil se andre sandheder i deres forhold til genløsningen, og du vil erkende, at
Kristus leder dig; du har en guddommelig lærer ved din side.
(27) Jesus sagde: »Men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt
liv.« (Joh. 4,14). Eftersom Helligånden oplader sandheden for dig, vil du gemme de
dyrebare erfaringer og længes efter at tale med andre om de usigelige trøstefulde ting, som
er blevet åbenbaret for dig. Når du kommer i berøring med dem, vil du kunne give dem en,
og anden ny tanke angående Kristi karakter eller gerning; du vil have en eller anden ny
åbenbarelse af hans medlidende kærlighed at meddele dem, der elsker ham, og dem, der
ikke elsker ham.
(28) Giv, så skal der gives jer;« thi Guds ord er en »haves væld", "en brønd med rindende
vand og strømme fra Libanon". (Luk. 6,38; Højs. 4,15). Det hjerte, der en gang har smagt
Kristi kærlighed, råber stedse efter et dybere drag, og i forhold til som du deler ud, vil du
modtage i rigere og fuldere mål. Enhver åbenbarelse af Gud i sjælen forøger evnen til at
erkende og elske. Hjertets stadige råb er: »Mere af dig!« og Åndens svar er stedse: »Meget
mere« (Rom. 5,9-10); for vor Gud har lyst til »at gøre langt ud over det, som vi beder om
eller forstår.« (Ef. 3,20). Jesus, som udtømte sig selv til frelse for den fortabte menneskehed,
fik Helligånden uden mål. Således vil den blive givet til hver Kristi efterfølger, når hele
hjertet overlades til ham som hans bolig. Vor Herre har selv givet befalingen: »Lad jeg
opfylde af ånden!« og denne befaling er tillige et løfte om dens virkeliggørelse. Det
behagede Faderen, at i Kristus skulle »hele fylden bo", og "i denne fylde har I del". (Ef.
5,18; Kol. 1,19; 2,10).
(28) Gud har udløst sin kærlighed i overflod, ligesom regnbygerne vederkvæger jorden.
Han siger: »Nedsend retfærd, i skyer, jorden åbne sit skød, så frelse må spire frem og
retfærd vokse tillige.« »Forgæves søger de arme og fattige vand, deres tunge brænder af
tørst; jeg, Herren, vil bønhøre dem, dem svigter ej Israels Gud. Fra nøgne høje sender jeg
floder og kilder midt i dale; ørkenen gør jeg til vanddrag, det tørre land til væld.« (Es. 45,8;
41,17-18). »Thi af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde.« (Joh. 1,16).
(29) »Salige er de barmhjertige, thi dem skal vederfares barmhjertighed«.
Menneskehjertet er af naturen koldt og mørkt og ukærligt. Når nogen lægger en
barmhjertighedens og tilgivelsens ånd for dagen, gør han det ikke af sig selv, men ved Guds
ånd, der virker på hans hjerte. »Vi elsker, fordi han elskede os først.« (1Joh. 4,19).
(29) Gud selv er kilden til al barmhjertighed. Hans navn er "barmhjertig og nådig". (2Mos.
34,6). Han behandler os ikke efter vor fortjeneste. Han spørger ikke, om vi er værdige til
hans kærlighed, man han udøser sin kærligheds rigdom over os for at gøre os værdige. Han
er ikke hævngerrig. Han søger ikke at straffe, men at genløse. Selv den strenghed, han
lægger for dagen gennem sit for syn, tilsigter de vildfarendes frelse. Han nærer en dyb og
brændende længsel efter at lindre menneskenes smerter og gyde sin balsam i deres sår. Vel
15