Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
uden for Palæstinas grænser, og til trods for det standpunkt, præstere indtog, var det en
almindelig udbredt mening, at dette måske kunne være den befrier, man havde håbet på.
Store skarer fulgte Jesus, hvor han færdedes, og begejstringen iblandt folket var stor.
(11) Tiden var kommet, da disciplene, der havde stået Jesus nærmest, skulle knyttes mere
umiddelbart til hans gerning, for at disse store folkeskarer ikke skulle blive forsømt, ligesom
får uden en hyrde. Nogle af disse disciple havde forenet sig med ham ved begyndelsen af
hans virksomhed, og næsten alle de tolv havde været sammen som medlemmer af Jesu
familie. Men vildledt af rabbineres lære hyldede også de den almindelige forventning om et
jordisk rige. De kunne ikke forstå Jesu handlinger. De havde allerede følt sig forvirrede og
besværede over, at han ikke gjorde nogen anstrengelse for at styrke sin sag ved at sikre sig
præsternes og rabbinernes støtte, og over, at han intet foretog sig for at befæste sin
myndighed som en jordisk konge. En stor gerning måtte endnu udføres for disse disciple,
inden de var skikkede til den hellige opgave, der ville tilfalde dem, når Jesus opfór til
himmelen. Men de havde ladet sig påvirke af Kristi kærlighed, og skønt det tog lang tid for
dem at komme til at tro, så Jesus, at de var mænd, som han kunne uddanne og oplære til sin
store gerning. Og da de nu havde været sammen med ham længe nok til i nogen grad at
befæste deres tro på det guddommelige i hans mission, og da folket tillige havde haft
uomtvistelige vidnesbyrd om hans magt, lå vejen åben for en frimodig erklæring angående
hans riges grundsætninger, der ville hjælpe dem til at forstå dets sande natur.
(12) På et bjerg i nærheden af Genezareths sø havde Jesus tilbragt hele natten alene i bøn
for disse udvalgte mænd. Ved daggry kaldte han dem hen til sig, og under bøn og belæring
lagde han sine hænder på dem til velsignelse og helligede dem således til Evangeliets
gerning. Derpå gik han sammen med dem ned til søbredden, hvor en stor skare allerede
begyndte at samles i den tidlige morgenstund.
(12) Foruden den sædvanlige flok fra de galilæiske landsbyer var der kommet et stort antal
fra Judæa og fra selve Jerusalem, fra Peræa og fra den halvt hedenske befolkning i
Dekapolis, fra Judæa, som lå helt syd for Judæa, og fra de fønikiske byer Tyrus og Sidon
ved middelhavskysten. »Da de hørte, hvor store gerninger han gjorde,« kom de »for at høre
ham og blive helbredt for deres sygdomme". Og ..... »en kraft gik ud fra ham og helbredte
alle". (Mark. 3,8; Luk. 17-19).
(12) Da den smalle strandbred ikke engang frembød ståplads inden for rækkevidden af hans
stemme til alle, der ønskede at høre ham, gik Jesus foran dem tilbage til bjerget. Da de
ankom til et jævnt sted, der kunne tjene til en behagelig samlingsplads for den store
menneskemængde, satte ham sig ned i græsset, og hans disciple og forsamlingen fulgte hans
eksempel.
(12) Med en følelse af, at noget ud over det sædvanlige kunne ventes, havde disciplene
trængt sig hen til deres mester. Tildragelserne i den tidlige morgenstund havde frembragt en
forvisning hos dem om, at der nu ville udgå en eller anden kundgørelse angående det rige,
6