Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
lignelse, og således ville de ved Guds uforskyldte gave besidde den retfærdighed, loven
kræver. Men Farisæere forkastede Kristus. »Da de ikke kendte Guds retfærdighed og
tragtede efter at opstille deres egen retfærdighed« Rom. 10,3, ville de ikke bøje sig under
Guds retfærdighed.
(60) Jesus påviste derefter for sine tilhørere, hvad det vil sige at holde Guds befalinger at
det betyder en frembringelse af Kristi karakter hos dem selv. For i ham blev Gud daglig
åbenbaret for deres øjne.
(61) »Enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for dommens fader«
Ved Moses havde Herren sagt: »Du skal ikke bære nag til din broder i dit hjerte ..... Du må
ikke hævne dig eller gemme på vrede mod dit folks børn, du skal elske din næste som dig
selv. (3Mos. 19,17-18). De sandheder, Kristus fremholdt, var de samme, som profeterne
havde lært; men de var blevet fordunklede ved hjertets forhærdelse og kærlighed til synden.
(61) Frelserens ord åbenbarede for hans tilhørere den kendsgerning, at medens de fordømte
andre som overtrædere, var de selv lige så skyldige, for de nærede ondskab og had. På den
modsatte side af søen fra det sted, hvor de var forsamlede, lå landskabet Basan, et ensomt
beliggende område, hvis vilde, dybe kløfter og skovklædte højder længe havde været et
yndet skjulested for forbrydere af enhver type. Beretninger om røveri og mord, der nylig
havde fundet sted, var i frisk minde hos befolkningen, og mange var ivrige til at fordømme
disse ugerningsmænd. Samtidig var de selv voldsomme og stridbare; de nærede det bitreste
had til deres romerske under trykkere og følte sig berettiget til at hade og foragte alle andre
folk, ja endog deres egne landsmænd, som ikke i enhver henseende rettede sig efter deres
begreber. I alt dette overtrådte de den lov, der siger: »Du må ikke slå ihjel.«
(61) Hadet og hævngerrighedens ånd havde sin oprindelse hos Satan, og den ledte ham til
at tage Guds søn af dage. Enhver, som nærer ondskab og viser uvenlighed, er besjælet af
den samme ånd, og død vil blive dens frugt. I den hævngerrige tanke ligger den onde
handling gemt, ligesom planten ligger gemt i frøet. »Enhver der hader sin broder, er en
morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv blivende i sig.« (1Joh. 3,15).
(62) »Den, som siger til sin broder: Raka! skal være skyldig for rådet.« Ved at give sin søn
som en gave for vor genløsning har Gud vist, hvilken stor værdi han tillægger en
menneskesjæl, og han giver intet menneske rettighed til at tale hånligt om en anden. Vi
kommer til at se fejl og svagheder hos dem, vi færdes iblandt, men Gud betragter hver sjæl
som sin ejendom som i sin kraft af skabelsen og i dobbelt forstand som den, der er købt med
Kristi dyrebare blod. Alle blev skabt i hans billede, og selv de dybest faldne skal behandles
med agtelse og ømhed. Gud vil holde os ansvarlige for endog blot et hånligt ord om en
eneste sjæl, for hvem Kristus gav sit liv.
33