Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
(77) »I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger
jer: Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør godt imod den, som hader jer, og
bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn.«
(77) Sådan var ånden i den lov, som rabbinerne fejlagtigt havde tolket som en række kolde,
strenge fordringer. De anså sig selv for at være bedre end andre mennesker og mente, at
fordi de var israelitter af fødsel, var de berettigede til Guds særskilte velbehag; men Jesus
omtalte et kærligt og forsonende sindelag som det, der ville bevise, at de handlede ud fra
højere bevæggrunde end de toldere og syndere, som de foragtede.
(78) Han henviste sine tilhørere til universets hersker under det nye navn: »Vor Fader.«
Han ville, at de skule forstå, hvilke inderlige følelser Gud nærede for dem i sit hjerte. Han
lærte, at Gud har omhu for enhver fortabt sjæl, og at »som en fader forbarmer sig øver sine
børn, forbarmer Herren sig over dem, som frygter ham.« (Sl. 103,13). Ingen anden religion
end Bibelens har nøgen sinde givet verden en sådan forestilling om Gud. Hedenskabet lærer
menneskene at betragte det højeste væsen med frygt i stedet for med kærlighed som en
ondsindet guddom, der må tilfredsstilles med ofringer, i stedet for som en fader, der udøser
sin kærligheds gave over sine børn. Endog israelitterne var blevet så forblindede angående
profeteres dyrebare lære om Gud, at denne åbenbaring af hans faderkærlighed var som et
nyt emne, en ny gave til verden.
(78) Jøderne holdt på, at Gud elskede dem. der tjente ham efter deres mening sådanne, som
opfyldte rabbinernes krav og at hele verden for øvrigt var genstand for hans vrede og
forbandelse. Men det forholder sig ikke således, sagde Jesus; hele verden, de onde med de
gode, befinder sig i hans kærligheds solskin. Denne sandhed burde de have lært af naturen
selv, for Gud »lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over
retfærdige og uretfærdige.«
(78) Det skyldes ikke en iboende kraft, at jorden år efter år frembringer sine rigdomme og
fortsætter sin vandring omkring solen. Guds hånd leder planeterne og holder dem på deres
plads under deres velordnede løb gennem himmelrummet. Det skyldes hans magt, at
sommer og vinter, sæd og høst, dag og nat kommer i regelmæssig rækkefølge. Det er ved
hans ord, planteriget florerer, at løvet kommer til syne, og blomsterne vokser. Hvert gode, vi
har, hver solstråle og regnbyge, hver bid brød og hvert øjeblik af vort liv er en kærlighedens
gave.
(79) Medens vi endnu ikke elskede og vi af karakter ikke var elskelige, men forhadte og
hadede hver andre, havde vor himmelske Fader barmhjertighed med øs. »Men da Guds, vor
frelsers, godhed og kærlighed til menneskene blev åbenbaret, frelste han os, ikke for de
retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed.« (Tit. 3,3-
5). Når vi modtager hans kærlighed, vil den på lignende måde gøre os venlige og milde ikke
blot mod dem, der falder i vor smag, men mod de mest fejlende, vildfarende og syndige.
42