Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
de kunne glemme, jeg glemmer ej dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig.« (Luk. 11,13;
Es. 49,14-16).
(133) Hvert løfte i Guds ord giver os noget at bede om, og det fremstiller Herrens ord som
pant til vor forvisning. Hvilken åndelig velsignelse vi end måtte behøve, har vi ret til at gøre
krav på den gennem Jesus. Med barnets enfoldighed kan vi fortælle Herren, netop hvad vi
behøver. Vi kan tale med ham om vore timelige forhold og bede ham om brød og klæder
såvel som om livets brød og Kristi retfærdigheds kappe. Din himmelske Fader ved, at du
behøver alle disse ting, og du opfordres til at bede ham derom. Det er formedelst Jesu navn,
vi modtager enhver gave. Gud vil godkende dette navn og af sin godheds rigdom skaffe dig
de ting, du behøver.
(134) Men glem ikke, at når du kommer til Gud som til en fader, erkender du dit
barneforhold til ham. Ikke alene forlader du dig på hans godhed, men du bøjer dig i alle ting
for hans vilje i bevidstheden om, at hans kærlighed er uforanderlig. Du hengiver dig til at
gøre hans gerning. Det var til dem, han havde pålagt først at søge Guds rige og hans
retfærdighed, at Jesus gav løftet: »Bed, så skal I få!«
(134) Gaverne fra ham, som har al magt i himmelen og på jorden, er henlagt til Guds børn.
Gaver så kostelige, at de kommer til os gennem genløserens dyrebare offerblod, gaver, som
vil tilfredsstille hjertets dybeste trang, gaver, der er varige som evigheden disse vil alle de,
der kommer til Gud som små børn, modtage og nyde. Grib Guds løfter som hørende dig til
og fremhold dem for ham som hans egne ord, så vil du erholde en fylde at glæde.
(134) »Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod
dem«
På grundlag af forsikringen om Guds kærlighed til os påbyder Jesus indbyrdes kærlighed
som ét sammentrængt princip, der omfatter alle forhold imellem menneskene indbyrdes.
(134) Jøderne havde været optaget af tanken om, hvad de ville opnå, og deres bekymring
gik hovedsagelig ud på at sikre sig den magt, agtelse og tjeneste, som de mente, tilkom dem.
Derimod lærer Kristus os, at vor bekymring ikke skal være: Hvor meget kan vi få? men:
Hvor meget kan vi give? Udstrækningen af vor forpligtelse over for andre svarer til, hvad vi
ville anse for at være deres forpligtelse over for os.
(135) I din omgang med andre bør du stille dig selv i deres sted. Sæt dig ind i deres
følelser, deres vanskeligheder, deres skuffelser, deres glæder og deres sorger. Stil dig på lige
fod med dem og gør så mod dem, som du ville, at de skulle gøre mod dig, hvis du skulle
bytte plads med dem. Dette er den sande regel for en redelig handlemåde; det er et andet
udtryk for den lov, der siger: »Du skal elske din næste som dig selv.« Det er tillige det
væsentlige indhold i profeternes lære. Det er et himmelsk princip, der vil blive udviklet hos
alle, som bereder sig til at færdes iblandt hellige væsener.
73