Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
(135) Denne gyldne regel danner grundsætningen for sand høflighed, og dens sandeste
udtryk finder vi i Jesu liv og karakter. Hvilke milde, skønne stråler udgik der ikke fra vor
Frelser i hans daglige liv! Hvilken ynde udstrømmede der ikke fra selve hans nærværelse!
Den samme ånd vil vise sig i hans børn. De, hos hvem Kristus bor, vil være omgivet af en
guddommelig indflydelse. Deres renheds hvide klædebon vil dufte af vellugt fra Herrens
have. Lyset fra hans åsyn vil genspejle sig i deres ansigter og oplyse stien for snublende og
trætte fødder.
(135) Ingen, som har den rette forståelse af, hvori en fuldkommen karakter består, vil
undlade at lægge Kristi medlidenhed og ømhed for dagen. Nådens indflydelse vil have den
virkning, at hjertet blødgøres, at følelserne renses og forædles, og at vedkommende
bibringes en himmelfødt finfølelse og sans for, hvad der sømmer sig.
(135) Men den gyldne regel rummer en endnu dybere mening. Enhver, som er sat til at
være husholder over Guds mangfoldige nåde, opfordres til at meddele sjæle i vankundighed
og mørke, hvad han ville ønske, at de skulle give ham, hvis han var i deres sted. Apostelen
Paulus sagde: »Både til grækere og barbarer, både til vise og uforstandige står jeg i gæld.«
(Rom. 1,14). På grund af alt, hvad du har erkendt af Guds kærlighed, og alt, hvad du har
modtaget af hans nådes rige gaver frem for den mest formørkede og nedværdigede sjæl på
jorden, er det din skyldighed at meddele disse gaver til en sådan sjæl.
(136) Således forholder det sig også med de gaver og velsignelser, der hører med til dette
liv: hvad som helst du måtte besidde frem for dine medmennesker, gør dig i en tilsvarende
grad til en skyldner over for alle, der er ugunstigere stillet. Er vi i besiddelse af rigdom, eller
endog blot af det nødvendige i livet, påhviler det os som en højtidelig forpligtelse at drage
omsorg for de syge, som lider, for enken og de faderløse, nøjagtigt som vi ville ønske, at de
skulle drage omsorg for os, dersom vor og deres stilling blev byttet om.
(136) Den gyldne regel lærer indirekte det samme, som fremholdes andetsteds i
bjergprædikenen, at »det mål, I måler med, med det samme skal I selv få tilmålt.« Hvad vi
gør imod andre, enten det er godt eller ondt, vil visselig virke tilbage på os til velsignelse
eller til forbandelse. Hvad vi giver, vil vi få igen. De timelige velsignelser, som vi med deler
andre, kan blive tilbagebetalt i samme form, hvad de også ofte bliver. Hvad vi giver, vil i
nødens stund tit komme tilbage til os i firedobbelt mål i landets mønt. Men desuden
tilbagebetales alle gaver også her i tiden ved den større fylde af Guds kærlighed, der udgør
summen af hele himmelens herlighed og dens skatte. Og også det onde, der er gjort, bliver
tilbagebetalt. Enhver, som har tilladt sig at fordømme andre eller gøre dem mod løse, vil
selv komme til at opleve den samme erfaring, som han har været årsag til, at andre har
måttet gennemgå; han vil komme til at føle, hvad de har lidt som følge af hans mangel på
medynk og lemfældighed.
(137) Guds kærlighed til os har bestemt det således. Han ønsker at bringe os til at afsky vor
hårdhjertethed og at åbne vore hjerter, for at Jesus kan bo derinde. På denne måde kommer
74