Med Mesteren Pa Bjerget

Med Mesteren på bjerget
Den sidste sætning i Herrens bøn henpeger ligesom den første på vor himmelske Fader som
stående over al magt og myndighed og over hvert navn, der nævnes. De år, der lå foran
disciplene, fortonede sig i Frelserens øjne ikke som en glansfuld periode med timelig
velfærd og ære, således som disciplene havde drømt om, men som en mørk tid på grund af
de storme, som menneskeligt had og djævelsk vrede ville afstedkomme. Nationale
stridigheder og ødelæggelser ville gøre disciplenes vej fuld af farer, og ofte ville deres
hjerter nedtrykkes af frygt. De ville komme til at se Jerusalem i ruiner, se templet fejet bort,
dets gudstjeneste ophørt for stedse og Israel spredt i alle lande som vragstumper på en øde
kyst. Jesus sagde: »I skal komme til at høre om krigslarm og krigsrygter. »Thi folk skal rejse
sig mod folk og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der.
Men alt dette er kun veernes begyndelse.« (Matt. 24,6-8). Kristi efterfølgere skulle dog ikke
frygte for, at deres håb var tilintetgjort, eller at Gud havde forladt jorden. Magten og æren
tilhører ham, hvis store forsæt fremdeles uforstyrret ville skride fremad mod sin
fuldbyrdelse. I den bøn, hvori de gav udtryk for deres daglige behov, skulle disciplene løfte
blikket op over al ondskabens magt og myndighed og vende det mod Herren deres Gud, hvis
rige hersker over alt, og som er deres Fader og evige ven.
(122) Jerusalems fald var et symbol på den endelige ødelæggelse, der skal overvælde
jorden. Profetier, der fik en delvis opfyldelse ved Jerusalems undergang, sigter mere
umiddelbart til de sidste dage. Vi står nu på tærskelen til store og alvorlige tildragelser. En
krise, hvis lige verden aldrig har været vidne til, er forestående. Men til os ligesom til
disciplene lyder den liflige forsikring, at alt er Guds kongedømme underlagt. Programmet
for de tilstundende begivenheder er i vor Skabers hånd. Himmelens majestæt har selv
ledelsen af folkenes skæbne såvel som af sin menigheds anliggender. Den guddommelige
lærer siger til enhver, som er et redskab i udførelsen af hans planer, ligesom han sagde til
Kyros: »Jeg omgjorde dig, endskønt du ikke kender mig.« (Es. 45,5).
(123) I sit syn så profeten Ezekiel noget af udseende som en hånd under kerubernes vinger.
Dette skal lære Herrens tjenere, at det er den guddommelige kraft, der giver dem fremgang.
Guds sendebud må ikke mene, at hans gerning er afhængig af dem. Den er en byrde, hvis
ansvar det ikke er overladt til dødelige mennesker at bære. Han, som ikke slumrer, og som
uafbrudt er i virksomhed med fuldbyrdelsen af sine planer, vil føre sit værk fremad. Han vil
omstyrte gudløse menneskers forsætter og forstyrre deres råd, som lægger onde anslag imod
hans folk. Han, som er kongen, hærskarernes herre, sidder mellem keruber, og midt under
folkeslagenes kamp og tummel beskytter han fremdeles sine børn. Han, som hersker i
Himlene, er vor Frelser. Han måler hver prøvelse, han overvåger den ild, der må prøve hver
sjæl. Når kongers befæstninger omstyrtes, når vredens pile engang gennemborer hans
fjenders hjerter, vil hans folk være trygt i hans hånd.
(123) »Din, Herre, er storheden, magten, æren, glansen og herligheden, thi alt i himmelen
og på jorden er dit ..... I din hånd er kraft og vælde, og i din hånd står det at gøre, hvem det
skal være, stor og stærk.« (1Krøn. 29,11-12).
66